ØKONOMISKE VISMÆND RAMMER PLET MED FORSLAG TIL AT SKAFFE INTERNATIONALE MEDARBEJDERE

Beskæftigelse

ØKONOMISKE VISMÆND RAMMER PLET MED FORSLAG TIL AT SKAFFE INTERNATIONALE MEDARBEJDERE

Pressemeddelelse

Trods usikkerheder står dansk økonomi og arbejdsmarked stadig over for et stort pres. Det viser den nyeste rapport fra Det Økonomiske Råd, der især retter kritisk lys på virk-somhedernes fortsatte store rekrutteringsudfordringer og en for lempelig finanspolitik.

Det Økonomiske Råd i dag har udgivet en status for dansk økonomi. Her fremgår det, at mangel på medarbejdere fortsat er en central udfordring for danske virksomheder og dansk økonomi. Derfor er det positivt, at vismændene anbefaler en permanent reduktion af beløbsgrænsen for at kunne tiltrække flere dygtige medarbejdere fra udlandet. 

Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad udtaler:

- Den største udfordring for dansk økonomi på både kort og lang sigt er, at mange virksomheder har svært ved at finde de medarbejdere, som de har brug for. Næsten hver anden virksomhed inden for industrien, byggeriet og servicesektoren mangler medarbejdere. Det er afgørende, at det bliver nemmere at tiltrække dygtige internationale kolleger, og derfor bakker jeg naturligvis op om vismændenes anbefaling om en permanent reduktion af beløbsgrænsen.

Det Økonomiske Råd konkluderer også, at de rekordhøje beskæftigelsestal og det høje aktivitetsniveau i dansk økonomi taler imod den meget lempelige finanspolitik, som regeringen fører.

Jacob Holbraad udtaler:

 - Det er alarmerende, at regeringen ikke gør noget aktivt for at få nedbragt den voldsomme stigning i den offentlige beskæftigelse, som vi har set under corona. De mange flere offentlige ansatte skærper kun virksomhedernes i forvejen store rekrutteringsudfordringer. Derfor er jeg meget enig med vismændenes vurdering af, at finanspolitikken aktuelt er for lempelig og bør strammes.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE