Vi skal skabe bedre og billigere jobcentre

Beskæftigelse

Vi skal skabe bedre og billigere jobcentre

Pressemeddelelse

DA offentliggør i dag et samlet udspil med konkrete forslag, som vil gøre beskæftigelsesindsatsen bedre for både virksomheder og ledige. Og samtidig kan der spares op mod 2,5 milliarder kroner på en mere effektiv indsats, som fokuserer på kerneopgaven.

- Det er helt afgørende, at vi holder fast i en aktiv og effektiv beskæftigelsesindsats. Det har stor betydning for det danske arbejdsmarked, at jobcentrene gør en aktiv indsats for at sikre, at ingen er ledige længere end absolut nødvendigt. Det er godt for både arbejdsgiverne, som har brug for folk, og for de mennesker, som kan forsørge sig selv med et job og blive en del af arbejdsfællesskabet igen.

Sådan siger Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør, Jacob Holbraad, om baggrunden for udspillet ”Bedre og billigere jobcentre”, som DA offentliggør i dag. Her kommer DA med 14 konkrete forslag til en bedre beskæftigelsesindsats, som samtidig kan reducere udgifterne til jobcentrene med op mod 2,5 milliarder kroner. Og dertil kommer færre udgifter til offentlig forsørgelse, fordi folk kommer hurtigere i job.

- Jobcentrene skal holde op med at gøre ting, der ikke virker, afvikle bureaukrati og alt i alt gøre arbejdet mere effektivt. Men politikerne må også påtage sig deres del af ansvaret. Jobcentrene skal derfor have lov til i langt højere grad at fokusere på kerneopgaven. De ledige og virksomhedernes behov skal være i højsædet, og så skal jobcentrene bruge mindre tid på de borgere, som det alligevel ikke lykkes at få i arbejde, siger Jacob Holbraad.

Derfor foreslår DA blandt andet, at jobafklarings- og ressourceforløb bliver afskaffet. De forløb er langvarige og administrativt meget tunge, og de bringer meget få personer i job. Men det er ikke et forslag om at åbne døren på vid gab til førtidspension. Man skal i stedet omfattes af den aktive indsats, der gælder for eksempelvis kontanthjælpsmodtagere i dag. En aktiv indsats, hvor deltagerne vel at mærke fremover primært skal ud på en privat virksomhed.

- Vi vil også indføre et mål om, at 75 procent af den samlede aktiveringsindsats skal foregå på virksomhederne, hvor vi ved, at den oftest fører til job. Ved at skifte mange af de nuværende tilbud ud med aktivering på virksomhederne, får man billigere tilbud med væsentligt bedre jobeffekt, siger Jacob Holbraad.

Et tredje af DA’s 14 forslag er at forenkle administrationen af rådigheds- og sanktionsreglerne. Ledige bør kun vejledes om reglerne, når de begynder at modtage for eksempel dagpenge. De gentagne forpligtelser til at vejlede, som kommunerne er pålagt i dag, binder unødige ressourcer i jobcentrene. De ressourcer kan enten spares eller bruges på at få ledige i job.

Læs hele DA’s udspil her.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE