Beskæftigelse
AE vender det blinde øje til udfordringen
13. november 2025
Debatindlæg
I de seneste år har Danmark haft en stor stigning i beskæftigelsen, men samtidig parkeres flere permanent uden for arbejdsfællesskabet – især yngre med psykiske diagnoser. Det bør bekymre os alle.
- Af Anders Borup Christensen, cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) beskylder Dansk Arbejdsgiverforening (DA) for at håndplukke tal og vildlede med vores analyse om 100.000 flere varigt forsørgede. Det er en misforståelse af både metode og pointe.
For mens AE anklager DA for selektive tal, gør de præcis det samme – og overser det egentlige problem.
DA’s analyse handler ikke om alle former for offentlig forsørgelse, men om den gruppe, der har en varig helbredsbetinget tilknytning til overførselssystemet – personer på førtidspension, seniorpension, ressourceforløb, fleksjob og ledighedsydelse. Det er borgere, som i mange år – ofte resten af arbejdslivet – modtager offentlig forsørgelse.
AE påpeger, at den samlede andel af offentligt forsørgede er historisk lav. Det er rigtigt og meget positivt, men ikke pointen med vores analyse. For samtidig er antallet på varig helbredsbetinget forsørgelse steget med omkring 100.000 siden 2017 – også når man tager højde for udviklingen i pensionsalderen er der tale om en markant stigning.
Vi mener ganske enkelt ikke, at det er rimeligt at parkere så mange permanent uden for arbejdsfællesskabet. En stor del af stigningen skyldes, at flere under 40 år nu får førtidspension på grund af psykiske diagnoser – mennesker, som samfundet i praksis opgiver årtier før folkepensionen. Det er ærligt talt overraskende, at AE ikke er bekymret over denne udvikling.
Fleksjob er ikke den succeshistorie, AE påstår
Antallet af fleksjobbere er også steget kraftigt, men uden at der er kommet færre førtidspensionister, som ellers var hensigten. Den gennemsnitlige arbejdstid er omkring ni timer om ugen, men mange arbejder fem eller færre timer. Før reformen af førtidspension og fleksjob i 2013 var timetallet markant højere, men i dag fungerer fleksjob i stigende grad som en permanent forsørgelsesydelse. Den lave arbejdstid skyldes, at ordningen i dag straffer fleksjobbere for at arbejde mere. Det er derfor ikke den succeshistorie, AE påstår.
AE’s beskyldning om, at vi håndplukker ydelser for at male et mørkt billede, holder med andre ord ikke. Vi ser netop på de ordninger, der har det til fælles, at de er helbredsbetingede og varige – og når vi medregner ressourceforløb, er det, fordi ordningen i praksis fungerer som et ”venteværelse” til de øvrige varige ydelser – et ressourceforløb fører således næsten aldrig til, at personen kommer i et ordinært job bagefter.
Vores analyse handler altså ikke om at tegne et skræmmebillede, men om at pege på en reel udfordring, som vi kan risikere at kæmpe med i mange år, hvis vi ikke får vendt udviklingen. Problemet går ikke væk ved at vende det blinde øje til.
Debatindlæg bragt i Berlingske den 13. november 2025.