Beskæftigelse
Unge har brug for fællesskab – ikke en parkeringsplads
26. august 2025
Debatindlæg
Det er dybt bekymrende, at antallet af unge på førtidspension er rekordhøjt. Vi svigter de unge og kommer til at mangle dem på arbejdsmarkedet fremover.
Af Erik E. Simonsen, vicedirektør for beskæftigelse og arbejdskraft i Dansk Arbejdsgiverforening
Det var i udgangspunktet prisværdigt, at Finans.dk fokuserede på den svagt faldende tilgang, da man forleden omtalte nye tal for antallet af unge førtidspensionister. Det er positivt, at antallet af nye førtidspensionister under 40 år i de seneste måneder er blevet lidt lavere, end det var tilfældet i de samme måneder året før. MEN i det store billede er vi desværre vidner til en helt forkert udvikling.
I juli 2025 var der nemlig hele 40.881 førtidspensionister under 40 år, hvilket er det højeste antal førtidspensionister i den aldersgruppe nogensinde. Det betyder, at stadig flere unge parkeres på ordningen permanent, selvom lidt færre kommer ind ad døren. Når først man er tilkendt førtidspension, er der desværre stort set ingen vej tilbage til fællesskabet på arbejdsmarkedet.
Lad det være sagt klart: De, der har en varig og alvorlig funktionsnedsættelse, skal naturligvis have førtidspension. Det er en vigtig del af vores velfærdssamfund, at vi passer på dem, som ikke har mulighed for at arbejde. Problemet er imidlertid, at alt for mange unge får pensionen uden først at få den nødvendige støtte til at prøve kræfter på arbejdsmarkedet. Det er hverken fair over for dem eller for samfundet.
For bag tallene gemmer der sig tusindvis af unge mennesker, som vi i praksis giver op på. Det er unge, der burde være i gang med uddannelse, fritidsjob eller på vej ind i en virksomhed. I stedet får de en livslang ydelse. Langt de fleste kæmper med psykiske udfordringer, men angst, depression, stress med mere er heldigvis ikke nødvendigvis en sygdom for livet. Og førtidspension er ikke en løsning, der skaber udvikling. Det skaber stilstand og ekskluderer for mange unge fra fællesskab, identitet og indkomst.
Konsekvensen er ikke kun personlig. Den er også økonomisk. Hver gang et ungt menneske opgives til førtidspension, er der også risiko for, at vi mister årtier af potentiel arbejdskraft. I en tid, hvor virksomheder mangler hænder og hoveder, er det ikke bare et socialt problem, men også et økonomisk problem. Vi har brug for, at alle ressourcer bringes i spil. Ikke at vi sender flere unge permanent ud af arbejdsmarkedet. For de unge selv betyder det et liv uden det fællesskab, ansvar og selvværd, som arbejdet giver. For samfundet betyder det færre skatteindtægter, større udgifter og et voksende pres på velfærden.
Derfor er der brug for en ny tilgang. Vi skal hjælpe de unge videre og ikke bare parkere dem. Det kræver fleksible løsninger, hvor uddannelse, praktik og behandling kan gå hånd i hånd. Det kræver mere af os som samfund, men det giver også meget tilbage.
Mange virksomheder vil gerne åbne dørene for unge, hvis de får den rette støtte. Mange unge vil også gerne være en del af arbejdsfællesskabet, hvis rammerne passer til deres behov. Men det kræver, at vi politisk prioriterer at skabe veje ind på arbejdsmarkedet frem for at gøre førtidspension til en standardløsning.
Derfor må politikerne tage ansvar sammen med kommunerne og virksomhederne. Lige nu taber vi for mange unge til passivitet gennem førtidspension. Danmark har brug for de unges evner, og de unge har brug for at mærke, at vi tror på dem. De unge har brug for hjælp, udvikling og realistiske chancer for at skabe en fremtid. De har ikke brug for en parkeringsplads på førtidspension.
Bragt i Finans d. 26. august 2025.