Beskæftigelse
Unge har brug for hjælp – ikke en parkeringsplads
4. juli 2025
Debatindlæg
Hvis vi som samfund skal lykkes med at mindske tilstrømningen til førtidspension og sikre, at flest mulige unge mennesker bliver en del af arbejdsfællesskabet, kræver det et fælles ansvar og langsigtet tænkning.
Af Nanna Højlund, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og Erik Simonsen, vicedirektør i Dansk Arbejdsgiverforening
Det er stærkt bekymrende, at så mange i dag ender på førtidspension allerede i begyndelsen af voksenlivet.
Det kan både være et tab for den enkelte, men det er også en samfundsmæssig udfordring.
Det handler om unge menneskers muligheder, om arbejdsmarkedets fremtid, og om Danmarks velstand og velfærd. Vi skal holde fast i overbevisningen om, at unge kan og vil. Det er ikke nogen løsning, at vi overlader de unge til et liv på passiv forsørgelse. Tværtimod. Selvfølgelig vil unge gerne være en del af fællesskabet – og arbejdsmarkedet er en vigtig del af det.
Langt de fleste unge, der tildeles førtidspension, har psykiske lidelser. Det skal vi tage alvorligt og hjælpe dem med de bedste midler. En af de mest veldokumenterede metoder er IPS – Individuelt Planlagt Støtte.
IPS-metoden er målrettet personer med alvorlige psykiske lidelser og bygger på et tæt samarbejde mellem jobcentre, psykiatrien og det enkelte menneske. Resultaterne er markante:
Knap 60 procent af deltagerne kommer i job eller uddannelse inden for halvandet år – og effekten holder også på længere sigt. Samtidig er der en samfundsøkonomisk gevinst, fordi behovet for behandling og langvarig offentlig forsørgelse reduceres.
Erfaringer viser desuden, at et fritidsjob i teenageårene har stor betydning for unges videre vej i livet. Det giver dem ikke blot ansvar og selvværd, men også førstehåndskendskab til arbejdsmarkedets spilleregler og fællesskaber.
Derfor bør vi styrke indsatsen for at hjælpe flere unge ind i fritidsjob – særligt dem, der er i risiko for at miste fodfæstet og har udfordringer som f.eks. svær skolegang, for svage værdier og mangel på støtte i hjemmet. Børn der vokser op i et hjem, hvor forældrene ikke har et arbejde, har et vanskeligere udgangspunkt for selv at blive en del af fællesskabet på en arbejdsplads. Et fritidsjob kan være det første, vigtige skridt mod et liv med job og uddannelse.
Derfor skal vi være vedholdende og insisterende i vores støtte – men også i vores forventninger. Vejen til arbejdsmarkedet skal ikke blokeres af systemtænkning, hvor der stilles begrænsninger op for hjælpen og forventningerne f.eks. i forhold til koordineringen mellem det sociale, sundhed og beskæftigelse. Der skal sikres individuelle forløb, et samspil på tværs med realistiske og klare mål.
Hvis vi som samfund skal lykkes med at mindske tilstrømningen til førtidspension og sikre, at flest mulige unge mennesker bliver en del af arbejdsfællesskabet, kræver det et fælles ansvar og langsigtet tænkning. Vi ved, hvad der virker – og virksomhederne er klar til at tage imod unge, der får den rette støtte og er klar til at tage næste skridt. Nu handler det om at sikre, at regler og forvaltning understøtter den bevægelse – ikke står i vejen for den.