Beskæftigelse
Vi parkerer alt for mange uden for arbejdsmarkedet
17. november 2025
Debatindlæg
Det er dybt bekymrende, at flere og flere modtager varige offentlige ydelser på grund af deres helbred. Vi skal som samfund arbejde for, at flere bliver en del af fællesskabet på arbejdspladserne.
Af Jacob Holbraad, adminsterende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.
Beskæftigelsen i Danmark stiger måned efter måned, og samtidig har ledigheden været konstant lav i årevis. Det er en god historie, men under overfladen gemmer sig en trist udvikling.
En ny DA-analyse viser, at over 460.000 personer under folkepensionsalderen nu står uden for arbejdsmarkedet, fordi de modtager varig offentlig forsørgelse af helbredsårsager. Det er en stigning på over 100.000 siden 2017.
Vi har en stærk økonomi med en historisk høj beskæftigelse, men alligevel vokser gruppen på førtidspension, fleksjob eller andre offentlige ydelser. Ydelser som sjældent indebærer fuld tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Det burde give anledning til selvransagelse.
Særligt bekymrende er udviklingen blandt gruppen under 40 år, hvor flere end 40.000 personer er på førtidspension. For mange betyder det et endegyldigt farvel til arbejdsmarkedet, hvor ambitionerne slukkes alt for tidligt. Det er hverken godt for den enkelte eller for samfundet, og vi risikerer at skabe en ny generation, der aldrig får et aktivt forhold til arbejdslivet. Det taber vi alle på.
Også fleksjobordningen, som burde være en bro til arbejdsmarkedet, fungerer i alt for mange tilfælde som en varig forsørgelse. I dag arbejder fleksjobbere i gennemsnit 9 timer om ugen mod 18 timer før reformen i 2013. Det skyldes ikke manglende vilje blandt fleksjobbere, men at vi har et system, hvor det ikke kan betale sig at gå op i tid for de fleksjobbere, som har mulighed for at arbejde flere timer, fordi enhver lønstigning stort set bliver ædt op af modregning.
Hvis den gennemsnitlige arbejdstid kommer tilbage på 18 timer, vil det med de nuværende godt 100.000 fleksjobbere svare til ca. 25.000 ekstra fuldtidsstillinger.
Som systemet er i dag, mister både medarbejderne, virksomhederne og samfundet potentiale.
Vi bør se kritisk på, om systemet reelt hjælper mennesker videre. Derfor er der behov for et grundigt eftersyn af området. Selvfølgelig er der nogle mennesker med et helbred, som gør, at der desværre ikke er noget alternativ til en førtidspension. Men målet bør være, at flere får en reel chance for at vende tilbage til arbejdsfællesskabet i stedet for at blive parkeret permanent på sidelinjen.
Udviklingen har også en tydelig samfundsøkonomisk slagside.
Når næsten hver ottende dansker i den erhvervsaktive alder er på varig forsørgelse, påvirker det både den offentlige økonomi og virksomhedernes muligheder for at rekruttere medarbejdere. Det betyder færre hænder til private virksomheder og den offentlige sektor, lavere vækstpotentiale og et stigende pres på dem, der er i job.
Der er også store kommunale forskelle i andelen af borgere på en permanent ydelse, hvilket kalder på en mere ensartet visitation. Nogle kommuner formår at hjælpe mennesker tættere på job, mens andre sender markant flere på varig forsørgelse. Det er hverken rimeligt eller bæredygtigt, at postnummeret afgør, hvilke muligheder man får.
Virksomhederne kan og vil også gerne spille en større rolle. Et job på en virksomhed, også selvom det kun er få timer, kan give både struktur, netværk og troen på egne evner. Det er en langt mere ambitiøs form for velfærd end blot at udbetale penge.
Velfærd skal nemlig ikke kun handle om økonomisk støtte, men om at give alle en mulighed for at leve et aktivt liv med mening og ansvar.
Det handler i sidste ende om vores fælles værdier. Skal vi som samfund acceptere, at tusindvis af mennesker står permanent uden for arbejdsmarkedet, eller skal vi insistere på, at flere kan og skal med? I DA mener vi helt klart det sidste, og vi håber, at de politiske partier vil handle for at få flere med i arbejdsfællesskabet.
Debatindlæg bragt i Finans den 17. november 2025.