EU og international

Vækst i Europa kræver arbejdsmarkedsreformer

Debatindlæg

En styrkelse af EU’s globale konkurrenceevne er en forudsætning for at bevare og styrke de europæiske velfærdsmodeller.

 Af Torsten Laksafoss Holbek, chefkonsulent, EU og forhandling, Dansk Arbejdsgiverforening

Løsningen er målrettede arbejdsmarkedsreformer, hvor der bliver skabt balance mellem økonomiske og sociale hensyn. Den balance er det med flexicurity-systemet lykkedes os at finde i Danmark, og det kan vi langt hen ad vejen takke den danske model for.

For at få hele Europa ud af krisen, er det afgørende, at vi får alle lande med i opsvinget. Det er i Danmarks og hele Europas interesse, at der bliver skabt vækst og velstand i alle medlemslande. Det vil styrke vores fælles konkurrencekraft globalt set.

Der er dog ingen ”one-size-fits-all”-løsning, som er direkte brugbar for alle medlemslandene. Hvert land har forskellige historier, kulturer og arbejdsmarkedstraditioner.

Det er derfor en vigtig forudsætning i EU-samarbejdet, at der er en respekt for national selvbestemmelse. Det er de enkelte medlemslande, som skal stå ved roret og sikre, at der bliver gennemført reformer, der er skræddersyet landets behov.

Fælles europæisk ansvar

Men der ligger også et fælles europæisk ansvar i at sikre, at de gode løsninger bliver fremhævet, og reformkursen bliver holdt på sporet, så vi sikrer, at EU samlet set bliver rigere.

Og her spiller EU gennem det europæiske semester allerede i dag en vigtig rolle. Det europæiske semester koordinerer de økonomiske politikker og finanspolitikkerne for at anspore medlemslandene til at gennemføre nødvendige reformer.

Medlemslandene bør derfor styrke samarbejdet om en endnu tydeligere reformkurs, som har til formål at skabe vækst og øget velstand inden for EU. Det kan f.eks. ske ved, at de landespecifikke henstillinger bliver suppleret med en plan for implementering med specifikke og målbare milepæle.

Læs mere om

EU OG INTERNATIONAL