EU og international
Nu skal det være: Det overflødige bøvl skal barberes væk
27. januar 2026
Debatindlæg
Alt for mange regler og administrative byrder giver dansk og europæisk erhvervsliv et stort handicap i kampen mod konkurrenterne fra især Kina og USA. Derfor er det på høje tid, at politikerne i Bruxelles og på Christiansborg får ryddet op i regeljunglen.
Af Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening
Listen over danske ministre og politikere, som i de seneste årtier har lanceret et opgør med bøvl og administrative byrder, er lang. Det er positivt, at mange politikere har kunnet se behovet for at reducere mængden af bøvl og byrder for både borgere og erhvervsliv. Jeg har også en klar oplevelse af, at endnu flere i de seneste år har erkendt nødvendigheden af at få ryddet godt og grundigt op i de administrative byrder for erhvervslivet.
Ikke mindst efter den tidligere italienske premierminister Mario Draghi i efteråret 2024 på bestilling af EU-Kommissionen fremlagde sin meget grundige rapport om Europas konkurrenceevne. Den overordnede konklusion var desværre meget trist: Hvis Europa ikke handler nu, taber de europæiske virksomheder i fremtidens globale konkurrence, og Europa bliver et fattigere og mindre godt sted at leve. Og en af de helt centrale anbefalinger fra Draghi var, at de administrative byrder for europæiske virksomheder skal lettes markant.
Det førte til mange fornuftige politiske markeringer både i Bruxelles, København og en række andre europæiske hovedstæder, og den danske regering skal have ros for at sætte forbedring af konkurrenceevnen og reduktion af bureaukratiet højt på dagsordenen under det danske EU-formandskab i 2025.
Men desværre er erfaringen med tidligere indsatser mod administrative byrder, at de sjældent har sat sig markante og varige spor. Det er derfor helt afgørende, at de gode intentioner denne gang fører til konkret handling, som markant letter byrderne for erhvervslivet – både på dansk og europæisk plan. Og der er ingen tid at spilde. Der er simpelthen kommet alt for mange love, regler og krav om dokumentation, som hæmmer virksomhedernes muligheder for at konkurrere, innovere og vækste. Og det giver Europa et alvorligt handicap i forhold til ikke mindst Kina og USA.
DA’s analyser viser, at de administrative byrder er vokset voldsomt gennem det seneste årti (især på grund af nye EU-regler) og i dag koster de danske virksomheder 46 milliarder kroner og 57.000 fuldtidsmedarbejderes tid om året. De danske og europæiske politikere har en vigtig opgave med at få reduceret markant i antallet af eksisterende administrative byrder for erhvervslivet. Der er nok at tage fat på, og DA kom i 2025 med to udspil med konkrete anbefalinger til, hvilke regler man bør fjerne eller lempe på både dansk niveau og på EU-plan.
Derudover er det ekstremt vigtigt, at vi får sat en effektiv bremseklods på regelmøllen fremover. Der er derfor både i EU og på nationalt plan behov for at indføre nogle klare principper og tydelige mål i kroner og øre, så vi ved, hvad vi arbejder efter og kan følge med i, om vi er på rette vej.
Vi skal sikre, at nye regler ikke medfører unødvendige byrder for erhvervslivet. Desværre kan vi allerede nu se en stribe nye administrativt krævende EU-initiativer på vej, som det er helt afgørende, at vi får sløjfet eller ændret væsentligt, så de ikke giver nyt bøvl til skade for virksomhederne, Danmark og Europa.
Debatindlæg bragt i Finans d. 27. januar 2026.