lønkonkurrenceevnen forværret med 11 pct.

Løn og ansættelse

lønkonkurrenceevnen forværret med 11 pct.

Artikel

Virksomhederne er udfordret af høje medarbejderomkostninger, der over en længere årrække er steget mere i Danmark end i udlandet, og produktiviteten er ikke fulgt med op. Siden 2000 er den danske lønkonkurrenceevne samlet set forværret med 11 pct.

Danmark er en lille, åben økonomi, der er meget afhængig af, at virksomhederne kan eksportere deres varer og tjenester til udlandet. Den samlede eksport af varer og tjenester udgjorde 55 pct. af BNP i 2017, og eksporten til udlandet er dermed helt afgørende for vækst og beskæftigelse i Danmark.

En forudsætning for at virksomhederne kan afsætte deres produkter i udlandet er, at virksomhederne er konkurrencedygtige.  

Lønkonkurrenceevnen afhænger som udgangspunkt af tre forhold: Medarbejderomkostninger, produktivitet og udvikling i valutakursen.

Medarbejderomkost­ningerne, dvs. de samlede omkostninger en fremstillingsvirksomhed har ved at have en person ansat, ligger generelt på et relativt højt niveau i Danmark, når man sammenligner med landene omkring os.

Høje medarbejderomkostninger i Danmark

Medarbejderomkostningerne steg mere i Danmark end i udlandet i næsten hvert år frem til 2011. Herefter fulgte en årrække, hvor medarbejderomkostningerne steg mindre end i udlandet. Men i 2016 steg medarbejderomkostningerne dog igen ca. 1 pct.-point mere i Danmark end i udlandet i 2016.  I 2017 var ændringen i medarbejderomkostningerne omtrent den samme.

Danmark taber igen lønkonkurrenceevne

Prisen på en vare afhænger ikke alene af lønomkostningerne. Udviklingen i produktiviteten og valutakursen er også essentiel. For at tage højde for produktivitetsudviklingen og valutakurser er lønkonkurrenceevnen nedenfor opgjort ved såkaldte relative enhedslønomkostninger og den effektive kronekurs. Enhedslønomkostninger angiver, hvor meget lønomkostningerne udgør pr. fremstillet enhed.

Målt ved relative enhedslønomkostninger og effektiv kronekurs har Danmark tabt 11 pct. i lønkonkurrenceevne siden 2000. Lønkonkurrenceevnen blev betydeligt forbedret efter finanskrisen, men er i takt med konjunkturopsvinget fra 2013 og frem gradvist forværret igen.

Konkurrenceevnen er forværret med 11 pct.

 

 Cheføkonom Anders Borup Christensen udtaler:

”En fortsat forværring af den danske lønkonkurrenceevne vil have negative konsekvenser for vækst og beskæftigelse i Danmark og bremse opsvinget. Hvis opsvinget skal fastholdes i de kommende år, er det vigtigt, at den moderate lønudvikling forsætter, og at vi gennemfører tiltag, som kan lette virksomhedernes adgang til kvalificerede medarbejdere.”

Du kan her læse Statistikudvalgets statusrapport for 4. kvartal 2018.

Læs mere om

LØN OG ANSÆTTELSE