Løn og ansættelse
Prekariatet
21. september 2018
Debatindlæg
Debatten om det såkaldtet prekariat fylder - men de atypisk ansatte er ikke et voksende problem.
Af Martin Laurberg, chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening
Prekariatet fylder en del i den offentlige debat for tiden. Det er ikke helt klart, hvad begrebet dækker over, og det er måske grunden til, at det er populært. Lidt efter behag kan man få det til at handle om det, man ønsker.
Men løseligt dækker det over "atypisk ansatte". Det vil sige personer, der ikke er fuldtidsansatte lønmodtagere. Det kan være vikarer, freelancere og deltidsansatte med få timer og dermed lav løn.
Nogle forskere og fagforeningsfolk hævder, at vi i disse år får flere af denne type ansættelser, mens det etablerede arbejdsmarked eroderer. Forklaringen skulle blandt andet være øget økonomisk kynisme og globaliseringen.
Men er der overhovedet noget i vores viden om det danske arbejdsmarked, der peger på, at prekariatet er et stort og voksende problem i Danmark?
Kort sagt: nej. Ser man på Danmarks Statistiks arbejdskraftundersøgelse, er billedet ret klart. Der er intet, der understøtter fortællingen om, at der de seneste ti-tyve år er kommet flere "atypiske" job. I værste fald er billedet uændret.
Ikke flere freelancere
Andelen af personer, der er ansat i en tidsbegrænset stilling, er faldet fra ti procent i 2000 til ni procent i 2015. Der kan peges på enkelte grupper, hvor andelen er vokset lidt, men det betyder omvendt, at den er faldet tilsvarende mere for andre grupper.
Der er heller ikke noget, der tyder på, at vi har fået flere freelancere. Faktisk ser andelen af freelancere ud til at være faldet de sidste ti år, og under alle omstændigheder er der tale om få personer. En tværministeriel arbejdsgruppe lavede i 2017 en spørgeskemaundersøgelse, som viste, at 1 procent af danskere i den arbejdsdygtige alder primært laver freelancearbejde.
Kun 0,2 procent ernærer sig udelukkende som freelancere. Det drejer sig om i omegnen af 6.000 personer, og denne gruppe omfatter blandt andre højtlønnede konsulenter, som de færreste nok vil betragte som udsatte. Der er kommet flere deltidsansatte siden årtusindeskiftet. I 2000 var 20 procent ansat på deltid, i 2015 var det 25 procent. Væksten er sket i job med færre end 15 timer, hvor indtjeningen i sagens natur er lavere. Det har dog den naturlige forklaring, at antallet af studerende, og dermed også antallet af studiejob, er steget betydeligt i samme periode. 78 procent af de deltidsansatte, der arbejder mindre end 15 timer om ugen, er studerende med et fritidsjob.
Modebregreb uden indhold
Det er færre end fem procent af dem, der arbejder mindre end 15 timer, som ikke kan finde fuldtidsbeskæftigelse.
Det svarer til mindre end en halv procent af alle beskæftigede. Ingen kan i fuld alvor mene, at det er udtryk for et generelt problem på arbejdsmarkedet.
Der er intet, der peger i retning af, at vi får flere atypiske ansættelser. Prekariatet er et modebegreb uden reelt indhold og et eksempel på en akademisk dille, som næste år sikkert er erstattet af noget tilsvarende uklart.
Heldigvis kan man glæde sig over, at den politiske verden er præget af realisme. Hen over sommeren advarede Kaare Dybvad (S) og Pelle Dragsted (EL) i Politiken eksempelvis mod at stirre sig blind på teorien om prekariatet i en dansk sammenhæng.
Senest har SFs Lisbeth Bech Poulsen i Information imidlertid kritiseret Socialdemokratiet og Enhedslisten for at negligere de løstansatte. Ufaglærte brancher »flyder over med underbetalt arbejdskraft, der ikke stiller mange krav til hverken løn eller arbejdsforhold«, mener Bech Poulsen. Det er en skarp formulering. Men den har ingen berøring med virkeligheden.
Det er korrekt, at eksempelvis mange butiksansatte og ansatte i hotel- og restaurantionsbranchen arbejder mindre end 15 timer. Men de er for 88 procents vedkommende studerende med et fritidsjob. I omegnen af to-tre procent er almindelige lønmodtagere, som ikke kan finde fuldtidsbeskæftigelse. Der er tale om så få personer, at ingen med rimelighed kan mene, at det er udtryk for et generelt problem.
For mange kandidater?
Blandt nogle akademikergrupper kan man måske tale om en udfordring, og det er sikkert baggrunden for den megen snak om prekariatet. Men det er en uddannelsespolitisk diskussion.
Produktivitetskommissionen analyserede i 2014 udviklingen på de videregående uddannelser og konkluderede to ting: For det første er antallet af studerende vokset kraftigt de sidste 20 år. For det andet er væksten især sket inden for kultur, kommunikation og de blødere dele af samfundsvidenskab, som traditionelt har ringe beskæftigelse. Det kan ikke overraske, at problemerne forstærkes, når antallet af kandidater øges.
Der er ingen grund til at lade, som om vi har et generelt problem på arbejdsmarkedet, og at det skyldes globaliseringen, den seneste udvikling i kapitalismen, eller hvad samfundsteorien ellers kan finde på.
I stedet bør man anerkende, at det danske arbejdsmarked er velfungerende. Lovgivningen og overenskomsterne sikrer gode vilkår til alle, uanset om de er fastansatte eller ej. Vi har forholdsvis lav ledeighed, høj løn, gode arbejdsvilkår, en høj grad af medbestemmelse og en i international sammenhæng enestående relation mellem arbejde og familieliv.
Det kan kun lade sig gøre, fordi arbejdsmarkedet er fleksibelt og forholdsvis ubureaukratisk. Det er vigtigt at værne om. Derfor er usaglig kritik en uskik.
Bragt i Weekendavisen den 21. september 2018