Løn og ansættelse
Løngab skal løses igennem et opgør med kvindefag og mandefag
8. december 2025
Debatindlæg
Løngabet mellem mænd og kvinder mindskes ikke gennem lovgivning fra Christiansborg eller EU. Det kræver derimod et langsigtet arbejde for et mindre kønsopdelt arbejdsmarked – og det har arbejdsmarkedets parter taget på sig.
Af Mina Bernardini, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.
I Altinget slog ligestillingsminister Magnus Heunicke for nylig fast, at den danske model ikke kan sikre ligeløn, og at politisk indgriben derfor er nødvendig. Det er en ærgerlig udmelding, der rammer skævt. For overenskomsterne er ikke en barriere. De er en styrke og helt centrale, hvis vi vil skabe reel og varig ligestilling.
Det er rigtigt, at der fortsat er en lønforskel mellem mænd og kvinder. Danmarks Statistiks seneste tal viser en forskel på 12,9 procent i 2024. Men hovedforklaringen på løngabet er det kønsopdelte arbejdsmarked og de forskellige valg af brancher, stillinger og ledelsesansvar. Det afspejler ganske enkelt, at når mænd og kvinder fordeler sig forskelligt på arbejdsmarkedet på forskellige arbejdspladser og med forskellige vilkår, følger der også forskelle i løn med.
Samarbejde om ligeløn er vejen frem – ikke lovindgreb
Netop derfor er det så vigtigt at fastholde, hvad overenskomsterne faktisk allerede sikrer. For når ministeren peger på politisk indgriben som løsningen, overser han, at ligeløn længe har været en grundpille i overenskomsterne. Der findes i dag klare værn mod forskelsbehandling, og ligelønsnævnene løser hurtigt de sager, hvor der opstår tvivl. Det skyldes, at parterne – dem der kender lønstrukturerne, virksomhederne og medarbejderne – håndterer spørgsmålene dér, hvor de hører hjemme.
På det private arbejdsmarked har parterne siden 2010 indarbejdet ligelønsloven i overenskomsterne og aftalt særlige fast-track-procedurer for håndtering af sager om uligeløn i strid med reglerne. Så parterne har taget et kæmpe ansvar for at sikre, at der ydes løn i overensstemmelse med reglerne.
Alligevel foreslår ministeren, at politisk regulering skal være hovedgrebet, og han fremhæver EU-direktivet om løngennemsigtighed som nødvendigt for at sikre ligeløn. Selvom det kan være fint med mere gennemsigtighed, løser direktivet ikke det grundlæggende problem med lønforskelle på arbejdsmarkedet. Direktivet adresserer ikke, hvorfor mænd og kvinder vælger og prioriterer så forskelligt, og hvorfor arbejdsmarkedet stadig er kønsopdelt. Det er netop denne opdeling, der er den største årsag til lønforskellene. Det ved vi blandt andet fra en VIVE-analyse – og det kan ingen lovpakke hverken fra Bruxelles eller Christiansborg ændre på.
Det afgørende arbejde handler om kultur
Hvis vi vil gøre noget ved lønforskellene, skal vi begynde langt tidligere end ved selve lønforhandlingerne. Det handler om kultur, uddannelsesvalg, rollemodeller og forventninger.
Derfor har DA, FH, KL, Danske Regioner og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen etableret et bredt partnerskab, der arbejder målrettet for at mindske kønsopdelingen på arbejdsmarkedet. Partnerskabet vil blandt andet styrke indsatsen i børne- og ungeårene, i vejledningen i folkeskolen, i uddannelserne og på arbejdspladserne, hvor en inkluderende kultur og bredere rekruttering kan åbne nye muligheder for både mænd og kvinder.
Når unge vælger uddannelse og job efter evner og interesse i stedet for køn, mindskes forskellene naturligt – og det vil også afspejle sig i lønnen. Og når arbejdspladser arbejder med kulturforandringer og diversitet, skaber det både bedre rekruttering, større talentudnyttelse og mere ligestilling. Samtidig er der behov for at se på kvinders og mænds arbejdsmønstre – blandt andet i forhold til deltidsarbejde, som er klart mest udbredt blandt kvinder.
Overenskomsterne skaber løsninger, der er forankret i virkeligheden, og som både arbejdsgivere og medarbejdere kan stå på mål for. Politiske indgreb bringer os ikke tættere på ligeløn – men de risikerer at undergrave overenskomster, der har leveret stabile, ansvarlige og bæredygtige lønforhold i mere end et århundrede.
Vejen frem er ikke mere lovgivning. Vejen frem er et mindre kønsopdelt arbejdsmarked. Det arbejde er arbejdsmarkedets parter allerede i gang med, og vi håber, at ministeren vil bakke op.
Debatindlæg bragt på Altinget den 7. december 2025.