Uddannelse og kompetencer

Ungdomsuddannelser på tværs af kommuner

DA Analyse

Er fravær af uddannelsesinstitutioner årsagen til, at unge ikke får en ungdomsuddannelse?

I udspillet Tættere på II fremhæver regeringen 29 byer med over 10.000 indbyggere, der ikke har en ungdomsuddannelse, eller ikke har alle typer ungdomsuddannelser. Regeringen foreslår på den baggrund, at byer med over 10.000 indbyggere bør have mulighed for mindst én ungdomsuddannelse, og at der skal etableres op til 18 nye udbud af ungdomsuddannelser.

Alt for mange unge får ikke en ungdomsuddannelse eller kommer i job efter folkeskolen. Den bekymring deler DA med regeringen. Men er det lokale udbud af ungdomsuddannelser årsagen til, at der i nogle dele af landet er færre unge, som får en ungdomsuddannelse?

DA har undersøgt, hvor stor en andel af de 17-årige i hver kommune, der har færdiggjort eller er i gang med en ungdomsuddannelse. Resultaterne viser, at der ikke er en entydig sammenhæng mellem udbud af ungdomsuddannelser og andelen af unge, der får en ungdomsuddannelse i området.

I regeringens udspil om flere udbud af ungdomsuddannelser fremhæves kun én by, der ligger i en kommune placeret i bund-10 målt på andelen af unge, der allerede har en ungdomsuddannelse eller er i gang med en ungdomsuddannelse.

På tværs af hele landet er det 82 pct. af de 17-årige, der er i gang med eller har færdiggjort en ungdomsuddannelse pr. september 2020, mens ca. 20 pct. af årgangen ikke har påbegyndt en ungdomsuddannelse. Der er dog stor variation mellem de enkelte kommuner, jf. figur 1. Mens kommunerne i hovedstadsområdet ligger pænt over landsgennemsnittet på 82 pct., gør det omvendte sig gældende for kommunerne på Vest- og Sydsjælland, Lolland og Nordvestjylland. I hovedparten af disse kommuner er det under 80 pct. af de 17-årige, der har færdiggjort eller i gang med en ungdomsuddannelse.

 

 

På trods af at f.eks. kommunerne i Vest- og Sydsjælland alle har en lav andel unge, der får en ungdomsuddannelse, er det kun byerne Korsør og Sorø i dette område, som regeringen fremhæver som byer med manglende udbud af ungdomsuddannelser, jf. figur 2. Derimod fremhæves en by som Fredensborg. Fredensborg kommune ligger i top-10 over kommuner, hvor den største andel af de 17-årige har eller er i gang med en ungdomsuddannelse, jf. tabel 1.

 

I Odsherred kommune er det kun 72 pct. af de 17-årige, der har en ungdomsuddannelse eller er i gang med en ungdomsuddannelse, jf. tabel 2. På trods af den nederste placering blandt landets kommuner, fremhæves hverken Odsherred kommune eller nogle af nabokommunerne i regeringens udspil, da der i disse områder ikke er et lavt udbud af ungdomsuddannelser.

 

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER