
Uddannelse og kompetencer
REFORMKOMMISSION SÆTTER VIGTIGT FOKUS PÅ KOMPETENCER OG PRODUKTIVITET
6. april 2022
Pressemeddelelse
Reformkommissionens første rapport er netop udkommet. Rapporten giver bud på, hvordan voksen- og efteruddannelse (VEU) og kompetenceudvikling kan forbedres, hvordan kvaliteten af de videregående uddannelser bliver styrket, samt hvordan virksomhedernes produktivitet bliver øget.
Reformkommissionen foreslår blandt andet, at der skal gennemføres initiativer for at øge motivationen til at bruge kompetenceudvikling, blandt andet ved at udnytte potentialet ved digital læring i brugen af efteruddannelse og kompetenceudvikling. Derudover foreslår kommissionen, at SU på kandidatdelen skal omlægges til lån, og at virksomhederne skal have lettere adgang til internationale medarbejdere.
Adm. direktør Jacob Holbraad siger:
- Virksomhederne mangler dygtige medarbejdere med de rette kvalifikationer, så vi er glade for, at Reformkommissionen peger på behovet for at hæve produktiviteten i det danske samfund. Det er godt, at kommissionen sætter fokus på, at det skal være lettere at ansætte internationale medarbejdere – men der er behov for stærkere initiativer på dette område. I lyset af den massive mangel på medarbejdere er det essentielt, at der gennemføres tiltag, der kan have reel effekt her og nu.
- Det er positivt, at kommissionen peger på, at øget fleksibilitet og brug af digital læring kan være med til at øge brugen af voksen- og efteruddannelse. Regeringen og arbejdsmarkedets parter skal meget snart i gang med en trepartsdrøftelse på dette område, og her er jeg meget enig i, at netop et mere fleksibelt og digitalt VEU-system er en af nøglerne til at gøre voksen- og efteruddannelse mere relevant for både virksomhederne og lønmodtagerne.