Uddannelse og kompetencer
Gode takter i Reformkommissionens rapport, men vejen til at blive faglært må ikke blive for lang
3. maj 2023
Pressemeddelelse
Det er meget fornuftigt, at vi får sat fokus på, om 10. klasse i dag fungerer optimalt – men det er ikke den rette vej at erstatte 10. klasse med en ny toårig HPX.
Reformkommissionens rapport om unge sætter fokus på et vigtigt problem, nemlig hvordan vi får gjort gruppen af unge uden uddannelse og job mindre.
I rapporten kigger kommissionen blandt andet på, hvordan man kan nytænke de uddannelsesmuligheder, som møder unge, når de forlader grundskolen efter 9. klasse. Der er kritisk fokus på den nuværende 10. klasse, og det er meget fornuftigt, lyder det fra Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
- Der er behov for at se på, om 10. klasse fungerer optimalt. Vi mener klart, der er et potentiale i at gøre 10. klasse mere erhvervsrettet. Det er også fornuftigt, at kommissionen stiller spørgsmålstegn ved, om 10. klasse på efterskolerne har den rette effekt og den rette målgruppe i dag, siger Jacob Holbraad.
Han roser også kommissionens fokus på erhvervsuddannelserne, hvor der peges på et behov for at styrke både det sociale og faglige miljø på erhvervsskolerne og de enkelte erhvervsuddannelser.
- Vi mener, der er behov for markante og varige investeringer i både sociale miljøer, men også udstyr og lærerkompetencer. Derfor har DA-fællesskabet i et nyt udspil netop foreslået at tilføre i størrelsesordenen 500 millioner kroner ekstra om året til erhvervsuddannelserne, siger Jacob Holbraad.
Ligeledes er der gode takter i Reformkommissionens anbefalinger om mere praksisfaglighed i folkeskolen.
Vejen til erhvervsuddannelserne skal ikke blive for lang
Trods de gode takter i kommissionens rapport stiller DA’s administrerende direktør sig mere kritisk over for forslaget om at indføre en ny toårig praksisrettet uddannelse – HPX – som erstatning for 10. klasse.
- Vi mener ikke, at det er den rette vej at gå at erstatte 10. klasse med en toårig praksisorienteret ungdomsuddannelse. Det er godt med styrket fokus på det praktiske, men med en toårig uddannelse risikerer vi, at vejen til en erhvervsuddannelse bliver unødvendigt lang, siger Jacob Holbraad.
DA’s administrerende direktør tilføjer:
- Samtidig risikerer vi, at forslaget rammer den femtedel af en årgang, som i dag aktivt tilvælger en faglært uddannelse direkte efter grundskolen. Det er vigtigt, at vi sikrer, at eleverne altid kan starte direkte på en erhvervsuddannelse efter grundskolen, hvis de ønsker det – og ikke kun i ny mesterlære eller hvis de har en uddannelsesaftale fra starten af grundforløb 2, siger Jacob Holbraad.