Kom igen, Politiken

Uddannelse og kompetencer

Kom igen, Politiken

Debatindlæg

Arbejdsmarkedets parter arbejder dagligt for at skabe de bedst mulige rammer og den bedste kvalitet på erhvervsuddannelserne - men vi hører gerne Politiken konstruktive bud på, hvad der skal gøres anderledes, så flere har lyst til at tage en erhvervsuddannelse.

Af Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i Dansk Arbjedsgiverforening og Nanna Højlund, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation.

For nyligt argumenterede Politiken for, at børne- og undervisningsministeren skulle gribe om nældens rod over for de arbejdsmarkedsparter, som sidder så tungt på de vigtige erhvervsuddannelser.

Er det mon for meget forlangt at spørge Politiken, hvad vi – arbejdsmarkedets parter – gør galt på erhvervsuddannelsesområdet i dag? For det svar udestår fuldstændigt.

Realiteten er, at vi dagligt arbejder for at skabe de bedst mulige rammer og den bedste kvalitet på erhvervsuddannelserne. Det gør vi blandt andet ved at hjælpe skolerne med at sikre sig det rette udstyr, undervisningsmaterialer og lærerkompetencer, da vi har fingeren på pulsen på arbejdsmarkedet og ved, hvad der skal til for, at uddannelserne er relevante i forhold til de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger nu og her, men også i fremtiden. Det skyldes ikke mindst, at langt størstedelen af elevernes uddannelse foregår ude på arbejdspladserne.

Det er derfor uklart for os, om Politiken mener, at den opgave løses bedre med mere selvstyre til erhvervsskolerne? Eller måske fra Slotsholmen?

Vi er løbende i dialog med børne- og undervisningsministeren om, hvordan erhvervsuddannelserne kan gøres bedre og mere attraktive, så flere vil søge og gennemføre uddannelserne. Det kræver både investeringer og justeringer. Men de samme løsninger virker ikke for alle elever eller på de mange forskelligartede erhvervsuddannelser, der er.

Så kom igen, Politiken. Lad os høre jeres konstruktive bud på, hvad der skal gøres anderledes, så flere har lyst til at tage en erhvervsuddannelse. Vi, der er tæt på uddannelserne, er allerede i gang, selv om ikke alle har opdaget det endnu.

Debatindlæg bragt i Politiken den 7. oktober 2023.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER