Uddannelse og kompetencer
God aftale om udmøntning af investeringer i erhvervsuddannelser
7. juni 2024
Pressemeddelelse
DA er tilfreds med, at der i den nye politiske aftale om udmøntning af investeringer i erhvervsuddannelserne blandt andet prioriteres udstyr og lærerkompetencer. Det er vigtigt, at pengene kommer ud på skolerne og bidrager til at løfte kvaliteten og sikre tidssvarende uddannelser.
Alle partier i Folketinget har i dag indgået anden delaftale om udmøntning af investeringerne i erhvervsuddannelserne, der blev aftalt med finansloven for 2024. Dagens aftale har særligt fokus på at uddanne flere faglærte med de rette kompetencer til den grønne omstilling. DA’s administrerende direktør, Jacob Holbraad, hæfter sig ved, at investeringerne udmøntes direkte til skolerne via taxameter-ordningen.
- Flere faglærte er afgørende for, at vi når i mål med den grønne omstilling. Derfor er det vigtigt, at kvaliteten er i top på de enkelte erhvervsuddannelser, både når det gælder udstyr og lærernes kompetencer. Her kan behovene være forskellige på skolerne, og derfor er det godt, at investeringer udmøntes via taxameter-ordningen frem for puljer, siger Jacob Holbraad.
Han fremhæver også, at det kan være en svær øvelse at afgrænse, hvad der er grønne uddannelser og kompetencer. Fremadrettet er det derfor helt centralt at sikre, at viden og kompetencer fra videnscentrene for erhvervsuddannelser deles bredt i sektoren, så kvaliteten kan øges på alle skoler.
Desuden indeholder aftalen bedre mulighed for studieture, fortsættelse af arbejdet med rollemodeller og udnævnelsen af 2025 som ”Erhvervsuddannelsernes år”. Det møder opbakning fra DA’s administrerende direktør.
- Det er vigtigt, at vi viser de gode muligheder, der er i en erhvervsuddannelse. Det gælder også mulighederne for at komme til udlandet – blandt andet på studieture – og rollemodeller, som kan være en stor inspiration for unge, der skal vælge uddannelse. Derudover ser vi frem til at bidrage til udviklingen af Erhvervsuddannelsernes år, siger Jacob Holbraad.