Uddannelse og kompetencer

De helt unge vælger stadig i stigende grad erhvervsuddannelserne til

DA Analyse

Mens det samlede optag på erhvervsuddannelserne falder, går udviklingen i den modsatte retning blandt de yngste elever. Stadig flere 15–17-årige vælger at begynde direkte efter folkeskolen.

Til trods for at den samlede årlige tilgang til erhvervsuddannelserne er faldende, er der én elevgruppe, der fortsat i stigende grad vælger erhvervsuddannelserne til. Nemlig de unge, der kommer direkte fra folkeskolen.

Nye tal viser, at der i august 2025 var 11.836 unge mellem 15-17 år, der påbegyndte grundforløb 1 på en erhvervsuddannelse. Det er 30 flere end i 2024.

Samtidig dækker tallet over en tilgang, der er vokset år for år, så det i dag er næsten 2.000 flere elever, der starter på en erhvervsuddannelse direkte fra folkeskolen, sammenlignet med for 10 år siden, jf. figur 1.

 

Det er især hovedområdet Teknologi, byggeri og transport der tiltrækker de unge. I august 2025 startede 6.889 15-17-årige på grundforløb 1 indenfor dette hovedområde. Et tal, der er steget med 200 elever alene det seneste år, jf. figur 2

 

Uanset stigningen i tilgangen fra den unge gruppe, er den samlede tilgang til erhvervsuddannelserne fortsat faldende. I 2024 påbegyndte i alt 49.000 elever en erhvervsuddannelse, hvilket er et fald på 10.000 elever sammenlignet med 2015.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER