Uddannelse og kompetencer
Gør det nemmere for virksomheder at tage ordblinde elever
30. oktober 2025
Debatindlæg
Hvis flere unge med ord- eller talblindhed skal have chancen, skal virksomheder hurtigt og ubureaukratisk kunne få adgang til den viden og de redskaber, der virker i praksis.
- Af Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i Dansk Arbejdsgiverforening.
Næsten ni ud af ti virksomheder, der har haft ord- og talblinde elever, vil gerne tage flere. Til gengæld gælder det kun godt halvdelen af de virksomheder, der ikke har haft elever med disse udfordringer. Det viser en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Det viser for det første, at erfaring skaber mod – men også, at vi skal gøre det langt enklere for virksomheder at få den nødvendige støtte, når de tager elever med ord- eller talblindhed.
Ord- og talblindhed må aldrig stå i vejen for en uddannelse eller for at blive en del af fællesskabet på en arbejdsplads. Hvis flere unge skal have chancen, skal virksomheder hurtigt og ubureaukratisk kunne få adgang til den viden og de redskaber, der virker i praksis. Det behøver ikke nødvendigvis at være dyrt eller kompliceret – ofte vil enkle digitale værktøjer fx på mobiltelefonen være en god hjælp til start.
Når det sker, ser vi resultaterne: engagerede og loyale elever, der trives – og virksomheder, der får værdifuld arbejdskraft. Erfaringen viser, at jo flere virksomheder, der får prøvet det, desto mere naturligt bliver det at tage imod elever med disse udfordringer.
Det gavner både de unge, erhvervsuddannelserne og virksomhederne – og i sidste ende hele arbejdsmarkedet. Der er et stort potentiale i at forbedre området. Virksomhederne står i hvert fald klar, hvis vi sikrer bedre adgang til støtte og fleksible løsninger.
Debatindlæg bragt i Politiken den 30. oktober 2025