Virksomhederne kan ikke få elever til deres lærepladser

Uddannelse og kompetencer

Virksomhederne kan ikke få elever til deres lærepladser

Pressemeddelelse

Trods stor vilje til at uddanne unge mangler virksomhederne ansøgere til lærepladser – og rekrutteringsudfordringerne vokser.

En undersøgelse fra Epinion for Dansk Arbejdsgiverforening dokumenterer en stigende mangel på elever og lærlinge i danske virksomheder. Hver tredje virksomhed oplever udfordringer med at besætte deres lærepladser, og 64 procent af disse melder, at problemet er vokset de seneste to år.

Undersøgelsen er gennemført blandt 1.046 virksomheder, der er registreret som oplæringssteder på Lærepladsen.dk. Den dækker både virksomheder med og uden nuværende elever og giver et klart billede af en udfordring, der berører alle brancher – særligt handel og transport, industri og erhvervsservice.

Det er især færre ansøgere og elevernes faglige og sociale/personlige kompetencer, der gør det vanskeligt at rekruttere. Det bekymrer Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i Dansk Arbejdsgiverforening:

- Virksomhederne bidrager allerede i dag til at uddanne fremtidens faglærte, og mange virksomheder vil faktisk også gerne tage endnu flere elever og lærlinge. Desværre står vi i en situation, hvor de simpelthen mangler elever. Manglen på elever er en alvorlig flaskehals for dansk erhvervsliv, og det kan blive en kæmpe udfordring i forhold til at komme i mål med f.eks. den grønne omstilling. Samtidig punkterer det her også myten om, at virksomhederne ikke ønsker at oprette lærepladser. Undersøgelsen viser med al tydelighed, at problemet i dag er mangel på elever – ikke mangel på lærepladser.

Ifølge ham viser undersøgelsens resultater også, at det er centralt at sikre, at eleverne har de nødvendige kompetencer, når de skal finde en læreplads, for at skabe et bedre match mellem virksomhedernes behov og elevernes forudsætninger:

- Det er afgørende at styrke kvaliteten på erhvervsuddannelserne. Det gælder både for at få flere unge til at søge en erhvervsuddannelse og for at sikre eleverne de rette kompetencer til arbejdsmarkedet. Vi har betydelig mangel på både elever og færdiguddannede faglærte, og manglen bliver endnu større i fremtiden.

Læs hele undersøgelsen her:
Læs Altingets omtale af undersøgelsen her:

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER