Uddannelse og kompetencer
Kun 1 ud af 10 piger søger en erhvervsuddannelse
28. marts 2026
DA Analyse
Færre unge søger mod erhvervsuddannelserne efter grundskolen, viser helt nye tal. Det er særligt pigerne, der ikke vælger erhvervsuddannelserne til, hvor søgningen næsten er halveret i forhold til 2009.
Søgningen til erhvervsuddannelserne er faldet i 2026.
Kun 19 pct. af de unge, der afslutter grundskolen i 2026, har søgt om optagelse på en erhvervsuddannelse efter sommerferien. Det er et fald på 1 pct.-point i forhold til 2025 - svarende til næsten 800 unge. Faldet betyder samtidig, at søgningen er på sit laveste niveau siden 2018.
Søgningen er særligt lav for pigerne, hvor det kun er 10,7 pct. – og altså omtrent 1 ud af 10 – der har søgt en erhvervsuddannelse. Det er det laveste i statistikkens historie og tæt på en halvering siden 2009. Til sammenligning søger mere end hver fjerde dreng en erhvervsuddannelse.
Hovedstadsområdet sakker bagud
Der er fortsat markante geografiske forskelle i søgningen til erhvervsuddannelserne.
Søgningen er højest blandt de unge, der bor i Nordjylland, hvor søgningen blandt pigerne også er steget fra 13,2 pct. i 2025 til 14 pct i 2026. Det står i stærk kontrast til hovedstadsområdet, hvor kun 6,5 pct. af pigerne har søgt en erhvervsuddannelse i 2026 mod 7,1 pct. i 2025, jf. figur 2.
Store kønsforskelle i søgningen til de forskellige erhvervsuddannelser
De fleste, der søger en erhvervsuddannelse efter at have afsluttet grundskolen, søger indenfor hovedområdet teknologi, byggeri og transport.
Men også her er der meget store kønsforskelle. 76 pct. af drengene har søgt en uddannelse indenfor hovedområdet teknologi, byggeri og transport. Omvendt er det mindre end 3 pct. af drengene, der har søgt en uddannelse inden for omsorg, sundhed og pædagogik.
For pigerne er tallene helt anderledes. Næsten halvdelen af pigerne, der har søgt en erhvervsuddannelse, har søgt inden for området omsorg, sundhed og pædagogik. Til gengæld er den laveste søgning til hovedområdet inden for teknologi, byggeri og transport, jf. figur 3 og 4.