Arbejdsmiljø og sundhed
For mange bekymringer kan gå ud over både søvn, trivsel og arbejdsglæden
15. maj 2019
Artikel
Ligger du og grubler over tilværelsen om natten, risikerer det at gå ud over nattesøvnen, der er en vigtig faktor ift. både koncentrationsevne, hukommelse og stress.
Det er naturligt at bekymre sig en gang imellem. Men hvis bekymringerne får lov at fylde for meget, kan det gå ud over helbredet.
Flere danskere ligger søvnløse pga. bekymringer. En undersøgelse fra SDU af danskernes søvn viser, at 36,9 pct. af de adspurgte mænd i 2017 angav at "tanker og bekymringer relateret til familiemæssige eller personlige problemer" var årsag til for lidt søvn. Blandt kvinder var det 46,9 pct.
Søvn er vigtigt for helbredet, og mængden af søvn hænger også sammen med risikoen for at føle sig stresset. Det viser tal fra det nationale forskningscenter for arbejdsmiljø. I undersøgelsen ”Arbejdsmiljø og Helbred” fra 2018 angiver næsten halvdelen af de personer, der ofte føler sig stressede, at de sover mindre end syv timer pr. nat. For personer, der sjældent føler sig stressede, er det kun lidt mere end hver fjerde, der får mindre end syv timers søvn.
Det er således ikke kun søvnen, der kan blive påvirket negativt af bekymringer. De mange bekymringer kan udløse stressreaktioner med deraf følgende ubehag som hovedpine, hjertebanken mv.
- Den gode nyhed er, at det faktisk er muligt at gøre noget ved de uhensigtsmæssige tankemønstre, hvis vi bliver bevidste om dem. Nogle af det praktiserende psykologer anbefaler er fx at afsætte begrænset tid til bekymringer. Det er en teknik som både kan bruges i arbejdsfællesskabet og derhjemme. Den enkelte kan også benytte visualiseringsteknikker, fx, at placere sine bekymringer i en kasse i køkkenskabet, indtil næste bekymringstid, siger chefkonsulent Christina Suhr Raby og fortsætter:
- Bekymringer kan smitte ligesom influenza, og vi kan også ubevidst komme til at trigge bekymringer hos hinanden - selv hvor der ikke er grund til bekymring. For mange bekymringer kan lede til manglende arbejdsglæde og mistrivsel. Derfor er det vigtigt - både som leder og medarbejder - at være opmærksom på bekymringsniveauet på arbejdspladsen.
Fakta
Søvn er vigtigt for vores kort- og langsigtede helbred, for kroppen og hjernens fysiologiske funktioner og restitution. For lidt søvn - eller et uregelmæssigt søvnmønster - påvirker ens dagligdags funktioner og kan resultere i øget træthed, nedsat koncentrationsevne eller svækket hukommelse. Det kan have indflydelse på privatlivet, ens præstation på arbejdet og risikoen for ulykker.
Det er ikke kun mængden at søvn, der er vigtigt. Også kvaliteten af den søvn vi får er en vigtig helbredsindikator for både fysisk og psykisk helbred.