Arbejdsmiljø og sundhed

105 mio. kr. til en styrket partsindsats med nye arbejdsmiljømål

Artikel

Partsindsatsen bliver ekstraordinært styrket med 105 millioner kroner for at understøtte arbejdet med de kommende arbejdsmiljømål. Pengene skal blandt andet bruges til arbejdspladsnære aktiviteter samt til at vejlede virksomhederne om forebyggelse af væsentlige belastninger i både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø.

Forligspartierne bag aftalen om seniorpension er blevet enige om at styrke partsindsatsen og understøtte implementeringen af de kommende arbejdsmiljømål.

Samlet bliver der givet 105 millioner kroner, hvoraf de 95 mio. kr. går til Branchefællesskaberne for Arbejdsmiljø (BFA), mens 4 millioner går til Arbejdsmiljørådet. Puljen kan anvendes til udgangen af 2022. Samtidig er der afsat 6 mio. kr. til at gennemføre et pilotprojekt med styrket forebyggende arbejde, som følger af seniortænketankens anbefalinger fra november 2019.  

Christina Sode Haslund, arbejdsmiljøchef i DA, kvitterer for ekstrabevillingen og ser frem til at bringe vejledning om de nye arbejdsmiljømål tættere på virksomhederne.

”Vi ved, at det flytter adfærd ude på virksomhederne, når arbejdsgiverne og fagbevægelsen sammen går ud og vejleder om de gode løsninger - sådan som vi gør i Arbejdsmiljørådet og i BFA’erne. Med de ekstra midler til partsindsatsen vil vi kunne nå meget længere ud. Og der er brug for ekstra midler, når vi ser på de store opgaver, som partssystemet skal løfte i de kommende år. Derfor kvitterer DA for, at politikerne på Christiansborg har haft blik for dette,” siger Christina Sode Haslund.

Læs mere her

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED