Arbejdsmiljø og sundhed

Danskerne er trygge ved at gå på arbejde – også under corona-krisen

DA Analyse

Eurofounds nye analyse af danskernes liv, arbejde og økonomi under corona-krisen viser, at Danmark klarer sig markant bedre end resten af EU. Danskerne føler ikke, at de er i risiko for covid-19 i forbindelse med deres arbejde, deres privatøkonomi er uforandret for de flestes vedkommende, og der er en stor optimisme for fremtiden. Danskerne formår dermed at bevare optimismen bedre gennem krisen end de resterende 26 EU-lande.

Corona-krisen ramte for alvor Danmark og Europa i marts 2020. Siden da har mange virksomheder været nødt til at sende medarbejdere hjem, hvor mange har kunnet arbejde hjemmefra, og andre har modtaget lønkompensation. I sommer lempede Danmark dog restriktionerne så flere igen kunne vende fysisk tilbage til arbejdspladsen. En sådan tilbagevenden kræver dog, at medarbejderne føler sig trygge ved at gå på arbejde og ikke frygter smitte med covid-19 på arbejdspladsen.

I en ny undersøgelse fra Eurofound svarede 72 pct. af danskerne i sommer, at de ikke vurderer, at de er i risiko for at blive smittet med covid-19 på arbejdspladsen, det er den højeste andel i EU, jf. figur 1.

 

Danskerne er generelt trygge, når det kommer til jobbet. Mindre end 5 pct. af danskerne svarer, at det er sandsynligt, at de mister deres job indenfor de næste tre måneder, jf. figur 2. Altså er der trods corona-krisen fortsat en stor følelse af jobsikkerhed i det danske samfund hos de fleste de danske lønmodtagere.

Danmarks gode placering afspejler, at dansk økonomi hidtil har klaret sig relativt godt igennem corona-krisen sammenlignet med de øvrige EU-lande. Når Danmark er ramt mindre hårdt af corona-pandemien skyldes det blandt andet, at betydelige hjælpepakker, herunder trepartsaftalen om lønkompensation for virksomheder, har medvirket til at holde hånden under beskæftigelsen under krisen.

 

Men det er ikke kun i forhold til arbejdet, at man sporer en optimisme hos danskerne. Spurgt til deres husstands økonomi, og hvorvidt de kan få enderne til at mødes, svarer kun 8 pct. af danskerne, at de har svært ved at få enderne til at mødes. Det den laveste andel i EU.

Og sammenligner danskerne deres nuværende økonomi med tre måneder tidligere, svarer kun 11 pct., at deres økonomi er blevet værre. 80 pct. svarer, at deres økonomiske situation er uforandret, hvilket er den højeste andel i EU, jf. figur 3.

 

Så ikke nok med at danskerne ikke er bekymret for smitte med covid-19 på arbejdspladsen eller for at miste deres job, og de fleste samtidig ikke oplever en forandring i deres daglige økonomi, svarer hele 71 pct. af danskerne, at de er optimistiske for deres egen fremtid, når de bliver spurgt direkte til det, jf. figur 4. Med den stigende smitte, og en ny runde af restriktioner og nedlukninger i hele Europa, vil niveauet af optimisme formodentlig være lavere nu, end det var i sommer, men rangeringen ændrer sig næppe. 

 

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED