Arbejdsmiljø og sundhed

Det har vi lært om arbejdsmiljø og trivsel under coronakrisen

Debatindlæg

Coronakrisen har slået knuder på vores arbejdsliv og vendt op og ned på hverdagen. Krisen har også lært os en noget om det gode arbejdsmiljø, og sat en tyk streg under vigtigheden af en tæt dialog på arbejdspladserne.

Intet har været, som det plejer i den seneste tid. Hverken ude i samfundet eller på hjemmefronten. Coronakrisen har vendt op og ned på alt. Det gælder naturligvis også på arbejdsmiljøfronten, hvor det at arbejde hjemme fra den ene dag til den anden blev hverdag for rigtige mange danskere.

Nu vender flere og flere tilbage til arbejdspladsen. Nogle virksomheder åbner op efter lang tids lukning og andre åbner for mere tilstedeværelse på kontorer og i butikker. Mange er i gang med at finde tilbage til en mere normal hverdag.

Det betyder ikke, at krisen er slut. Men det betyder, at vi kan kigge på, hvad vi indtil videre har lært. På arbejdsmiljø- og trivselsfronten er der flere ting, vi skal tage med os.

Først og fremmest har krisen understreget vigtigheden af den tætte dialog ude på arbejdspladserne.

Først og fremmest har krisen understreget vigtigheden af den tætte dialog ude på arbejdspladserne. Under nedlukningen har der hos både virksomheder og medarbejdere været et stort fokus på at skabe trivsel og tillid gennem dialog. Det har været en udfordrende tid for mange med usikkerhed om flere ting. Alt fra indretning af hjemmearbejdspladser til mere grundlæggende uro om, hvordan fremtiden ser ud, har været i spil. I Danmark er vi godt hjulpet af vores tradition for åben og ærlig dialog. Vi taler sammen, og vi stoler grundlæggende på hinanden. Og jeg mener, at coronakrisen i dén grad har bekræftet, at vi har fat i den lange ende på dét område. Det skal vi holde fast i den kommende tid. Her skal alle f.eks. have fokus på det sygefravær, som usikkerhed og utryghed kan medføre.

Den store mængde hjemmearbejde har også skubbet til den digitale udvikling og vores vaner. Skærmdeling, telefonmøder og seminarer online har været en del af den nye hverdag for mange under coronakrisen. Det har sat turbo på en udvikling, der var i gang, og som vi helt sikkert kommer til at nyde godt af fremover. Det kan f.eks. være en hjælp, når der skal samarbejdes på tværs af afdelinger. Det kan være et kærkomment supplement ved instruktion og oplæring. Mange medarbejdere og ledere har sikkert også erfaret, at det er muligt at yde både faglig støtte og god sparring, selvom man ikke er fysisk tilstede. Måske har man endda haft hyppigere kontakt, fordi det er lettere at finde tid til online kommunikation end at skulle organisere fysiske møder.

Vi har været igennem store forandringer og tilpasninger med meget kort varsel. Det kræver noget af arbejdsgivere og chefer. I de fleste tilfælde har arbejdspladserne formået at guide medarbejderne godt igennem den svære periode med klar kommunikation om, hvorfor forandringerne er nødvendige og meningsfulde.

Det skal vi alle – og nok særligt dem med ledelsesansvar – huske fremover. Når store forandringer er tydeligt kommunikeret, så de giver mening og klarhed, er de lettere af acceptere, forstå og følge. Coronakrisen har på den måde understreget, at det er en vigtig ledelsesopgave at skabe tryghed i en foranderlig hverdag.

Nogle steder har krisen formentlig også afsløret brister i arbejdsmiljøarbejdet. Sådan er det med kriser – de får både det gode og det dårlige frem i lyset. Uanset situationen er genåbningen af samfundet en mulighed for at rette op. Måske har den undtagelsestilstand, vi her under krisen har været i, gjort det lettere at tale om de svære ting.

Vi har alle sammen været i samme båd. Det får nogle gange ordene til at flyde lettere. Det skal vi holde fast i. At tale om tingene - også når det er svært. Det er en af hjørnestenene for at sikre høj trivsel og et godt arbejdsmiljø. Det har krisen om noget bekræftet.

Bragt på Finans.dk d. 16. juni 2020

 

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED