Arbejdsmiljø og sundhed

Taskforce klar med anbefalinger til virksomheder og medarbejdere

Artikel

Arbejdstilsynets taskforce om coronasmitte har offentliggjort en række gode råd og anbefalinger til at inddrage medarbejderne i virksomhedernes forebyggelsesarbejde.

Taskforcen om coronasmitte med særlig fokus på brancher med vandrende arbejdskraft er klar med de første resultater af arbejdet. Taskforcen er etableret i regi af Arbejdstilsynet og Arbejdsmiljørådet. Dansk Arbejdsgiverforening bidrager sammen med en række andre aktører til arbejdet.

Taskforcen offentliggør nu en række gode råd og anbefalinger til, hvordan virksomheder kan inddrage medarbejderne i arbejdet med forebyggelse af arbejdsrelateret smitte med coronavirus. Inddragelsen er vigtig, når arbejdsdagen og rutinerne skal indrettes, så smitte med coronavirus forebygges bedst muligt.

Anbefalingerne er inddelt i fire kategorier:

  • Hav en åben dialog
    Tal åbent om problemer og usikkerhed i forbindelse med at forebygge coronasmitte. Det er en ny situation for både ledere og medarbejdere, og I kan nå de bedste løsninger, hvis I taler åbent sammen.

  • Gå systematisk frem
    Sæt jer ind i og tag udgangspunkt i myndighedernes retningslinjer og anbefalinger. Afdæk jeres processer og arbejdsopgaver: Hvor kan I iværksætte tiltag, der kan håndtere coronarelaterede problematikker.

  • Få et fælles ejerskab
    Tag fat på de opgaver og problemer, som er relevante på arbejdspladsen, og inddrag medarbejderne aktivt i at finde den rigtige løsning. De bedste løsninger er dem, som alle på arbejdspladsen føler et ejerskab for.

  • Husk at informere
    Informer og involver medarbejderne. Det kan ske gennem opslag, e-mails og interne nyhedsbreve samt ved personalemøder osv. Giv medarbejderne mulighed for at stille spørgsmål og vær åben over for deres input.

Læs mere hos Arbejdstilsynet

 

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED