Arbejdsmiljø og sundhed
Hvis alle er stressede, er der så nogen, der er det?
8. juni 2026
Debatindlæg
Stressdebatten er blevet en fortælling om et generelt arbejdsmiljøproblem. Men data peger i en anden retning: Alvorlig stress rammer skævt – og kræver derfor løsninger, der ikke kun retter sig mod arbejdspladsen.
- Af Beate Fabricius Ingerslev, politisk chef for arbejdsmiljø og sundhed i Dansk Arbejdsgiverforening.
Der er noget bemærkelsesværdigt ved stressdebatten herhjemme. Ikke fordi stress ikke findes – det gør den, og for dem, der rammes, er det dybt alvorligt. Men fordi proportionerne ofte har det med at skride.
Tidligere på året lød det i medierne, at godt 30 procent af danskerne er stressede. Altså næsten hver tredje dansker. Og ser man på de unge, bliver billedet endnu mørkere. Her er det 52 procent af unge kvinder, der kæmper med stress.
Det er effektive overskrifter. De forarger og kalder på handling. Problemet er bare, at der ofte blandes vidt forskellige ting sammen, når talen falder på stress: at føle sig presset i perioder – hvilket de fleste af os gør – er ikke det samme som at have et højt, sundhedsskadeligt stressniveau over længere tid. Den nuance forsvinder ofte i debatten.
Ser man nærmere på data, er det – målt ud fra videnskabelige og sundhedsfaglige kriterier – omkring 6 procent af lønmodtagerne, der har et højt stressniveau. Det er bestemt ikke et ligegyldigt tal – men det er meget langt fra hver tredje.
Mere interessant er spørgsmålet om, hvem der faktisk rammes af alvorlig stress. Det er nemlig ikke bestemte uddannelsesgrupper eller “det moderne arbejdsliv”, der driver stressen. Og det er heller ikke nødvendigvis dem med de længste uddannelser og de mest komplekse jobs, der er hårdest ramt. Ser man nærmere på tallene, tegner der sig et andet mønster: Forskellene i stressniveau handler i langt højere grad om køn og alder. Særligt yngre kvinder skiller sig markant ud med højere stressniveau end andre grupper i samfundet..
Det giver anledning til et lille, venligt spørgsmål til nogle af de mest engagerede stemmer i debatten: Hvis stress virkelig er et bredt og generelt problem på tværs af arbejdsmarkedet, hvorfor er det så ikke også jævnt fordelt på tværs af køn og alder? Og måske endnu mere nærliggende: Hvis det i højere grad er livsfase og køn – snarere end arbejdets organisering – der afgør, hvem der rammes hårdest, er løsningen så virkelig brede, strukturelle indgreb på tværs af hele arbejdsmarkedet?
Det er naturligvis fristende at foreslå store reformer, nye rettigheder og flere generelle tiltag. Men risikoen ved dét er bare, at man skyder med spredehagl efter et problem, der i virkeligheden er langt mere afgrænset.
Det betyder ikke, at vi ikke skal tage problemet seriøst. Og det betyder heller ikke, at der ikke skal gøres noget for at nedbringe stressniveauet blandt dem, der faktisk er hårdt ramt. Men når alt kaldes stress, risikerer vi at overse dem, der reelt har brug for hjælp.
Debatindlæg bragt i Berlingske den 8. juni 2026.