Arbejdsmiljø og sundhed
Unge kvinder er i størst risiko for at udvikle alvorlig stress
28. maj 2026
DA Analyse
Køn og alder har stor betydning for stressniveauet – og særligt unge kvinder skiller sig desværre negativt ud – mens hverken uddannelse, branche eller jobtype ser ud til at gøre den store forskel.
Stress blandt lønmodtagere ser ikke ud til at afhænge af hverken uddannelse, jobtype eller sektor. Til gengæld er der markante forskelle i stressniveauet, når man ser på køn og alder.
Det viser en større undersøgelse, som Danmarks Statistik har gennemført i samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforening blandt ca. 6.000 lønmodtagere. Undersøgelsen viser, at det samlet set er 6 pct. af lønmodtagerne, der har et højt stressniveau. Kvinder har generelt et markant højere stressniveau end mænd, jf. figur 1.
Samtidig fremgår det, at alder ligeledes spiller en væsentlig rolle. Der er en klar tendens til, at stressniveauet falder med alderen på tværs af kønnene. For lønmodtagere i alderen 18-29 år er det for eksempel 13,2 pct. af kvinderne og 5,7 pct. af mændene, der har et højt stressniveau. Til sammenligning gælder det for mindre end 3 pct. af de mandlige og kvindelige lønmodtagere i alderen 60-70 år, jf. figur 1.
Det høje stressniveau blandt yngre lønmodtagere kan blandt andet hænge sammen med generationsforskelle i, hvordan udfordringer og pressede perioder håndteres, og hvilke krav man stiller til sig selv.
Forskellen i stressniveauet mellem kvinder og mænd og mellem aldersgrupper er statistisk signifikant, også når der tages højde for en række baggrundsforhold såsom uddannelsesniveau, jobtype, sektor, arbejdstid, bopæl, civilstatus, forældreskab og psykiske lidelser, jf. metodebilag a.
Forskelle i stress handler i høj grad om, hvem der arbejder hvor – ikke selve jobbet
Samlet set tyder DA’s undersøgelse på, at forskelle i stress blandt danske lønmodtagere i højere grad er knyttet til individkarakteristika end til selve jobbet. Det viser en regressionsanalyse af PSS-scoren på forskellige forklarende variable. Der er således en stærk statistisk signifikant sammenhæng mellem stressniveau og lønmodtagernes køn og alder. Omvendt er der ingen signifikant sammenhæng mellem stressniveau og uddannelse, overordnet jobtype og sektor.
Når der derfor er forskelle i omfanget af højt stress på tværs af jobtype og sektor, så skyldes det lønmodtagernes sammensætning. Når håndværkspræget arbejde er forbundet med mindre stress, så afspejler det fx at medarbejderne er domineret af ældre faglærte mænd, som generelt har et lavt stressniveau, jf. figur 2. Tilsvarende skyldes det større omfang af stress i den offentlige sektor, at flere kvinder er offentligt ansatte, jf. figur 3.
Det peger på, at det ikke er jobbet i sig selv, der er afgørende for stressniveauet, men snarere de bagvedliggende forhold, som kendetegner de personer, der er ansat i de forskellige stillinger.