Beskæftigelse

Nej, Wammen, du løfter ikke foden fra speederen – tværtimod

Debatindlæg

For præcis en uge siden landede den længe ventede finanslov. Der var på forhånd lagt op til, at finansloven for 2022 ville blive “historisk” stram. Det var i hvert fald meldingen, som regeringen kom med i kølvandet på deres udspil tilbage i slutningen af august. Det var også budskabet i Børsen i fredags, hvor finansministeren skriver at, “vi løfter foden fra speederen”. Problemet er blot, at det gør Wammen ikke.

En stram finanslov er sådan set den helt rigtige kørselsvejledning for dansk økonomi, når man ser på den generelle økonomiske situation herhjemme. Sjældent har dansk økonomi haft mere fart på end netop nu. Da Nicolai Wammen præsenterede den nye finanslov, lagde han derfor også vægt på, at det var lykkedes at få den endelige finanslov for 2022 til at være strammere end det historisk stramme udspil.

Men går man regeringens politik efter i sømmene, er det altså ikke den finanspolitiske bremse, som regeringen træder på – det er snarere speederen.

For selvom finansloven isoleret set har en marginal dæmpende effekt på dansk økonomi på sølle 0,1 pct. af bnp, så har regeringens politik tilladt en markant stigning i den offentlige beskæftigelse. I skrivende stund ligger den offentlige beskæftigelse hele 13.000 personer over Finansministeriets skøn for det kommende år. Går man regeringens politik efter i sømmene, er det altså ikke den finanspolitiske bremse, som regeringen træder på. Og man kan roligt sætte sin penge på, at den offentlige beskæftigelse både i år og næste år bliver opjusteret i Finansministeriets kommende decemberprognose.

Udfordringen med den offentlige beskæftigelses himmelflugt er ikke nævnt med ét ord i fredagens kronik og ej heller i finanslovsaftalen. Og det er en slem forglemmelse. Ifølge Finansministeriets egen regnemaskine er øget offentlig beskæftigelse nemlig det mest potente finanspolitiske instrument, som regeringen har til rådighed.

Effekten på den samlede beskæftigelse af flere offentligt ansatte er tre gange så kraftig som lavere offentlige investeringer, som ellers er mange økonomers fortrukne finanspolitiske værktøj, og ti gange så kraftig som en skattestigning. Den markant højere offentlige beskæftigelse svarer altså til at trykke den finanspolitiske speeder i bund.

Og indregnes et mere realistisk skøn for antallet af offentligt ansatte for det kommende år, vil effekten af øget offentlig beskæftigelse mere end spise den aftalte stramning fra finanslovsaftalen. Med andre ord trykker Wammen videre på den finanspolitiske speeder.

Det er meget uheldigt, at den offentlige beskæftigelse er vokset så ukontrolleret. I et opsving, som det vi har været vidne til siden genåbningen, bør alle sejl sættes ind på at tøjle det offentlige forbrug og den offentlige beskæftigelse. Har man ikke styr på den offentlige beskæftigelse, har man heller ikke styr på finanspolitikken.

 

Bragt i Børsen den 13. december 2021

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE