Beskæftigelse

Der er mangel på arbejds­kraft, så langt øjet rækker

Debatindlæg

Hvis man troede, at nu kom krisen og tog dampen af arbejdsmarkedet, så kan man godt tro om. Nøgletallene har nemlig været overraskende gode hen over sommeren.

På arbejdsmarkedet er beskæftigelsen i skrivende stund steget for 16. måned i træk og er på et historisk højt niveau. Samtidig er ledigheden fortsat lav. Industriens produktion fortsætter med at stige trods globale usikkerheder og stigende råvarepriser, og tallet for den samlede økonomiske aktivitet – bnp – peger foreløbigt på fremgang i andet kvartal 2022.

Selvfølgelig vil de stigende renter og den høje inflation dæmpe husholdningernes købelyst og den ellers tårnhøje aktivitet på boligmarkedet og i byggeriet, men alt tyder på, at beskæftigelsen vil holde sig på et højt niveau.

Aftalen om international rekruttering hjælper virksomhederne med at rekruttere medarbejdere uden for EU, men aftalen kan ikke gøre det alene

Derfor vil virksomhedernes nuværende udfordringer med at finde medarbejdere ikke forsvinde. Måske vil manglen på medarbejdere tage lidt af i styrke fra det nuværende rekordhøje niveau, men det vil stadig være den største udfordring for dansk økonomi i år – og i flere år frem. Det bør med andre ord være top-of-mind for hele Christiansborg og et helt centralt emne i den valgkamp, som formentlig venter lige rundt om hjørnet.

Finansministeriet har fejllæst presset på arbejdsmarkedet i deres seneste prognose. Her forventede de både, at ledigheden ville stige, og at stigningen i beskæftigelsen ville flade ud. Men siden da er beskæftigelsen fortsat med at stige, og ledigheden er forblevet på et lavt niveau. Forhåbentligt har de et mere realistisk billede af presset på arbejdsmarkedet i den prognose, som de præsenterer i slutningen af august.

Det er vigtigt, fordi Finansministeriets prognose danner grundlaget for, hvor lempeligt finanslovsforslaget for 2023 kan være – dvs. hvor mange penge man kan pumpe ud i økonomien i 2023. Og der er brug for at stramme op i finanspolitikken, som lige nu slet ikke er afstemt med presset i økonomien. Således er den offentlige beskæftigelse f.eks. ikke aftaget, som man ellers skønnede, og det forværrer blot virksomhedernes allerede store rekrutteringsudfordringer. At få styr på den offentlige beskæftigelse bør være en vigtig prioritet i en kommende finanslov.

Men der er også brug for, at reformer kommer på dagsordenen i den økonomiske politik. Aftalen om international rekruttering fra før sommerferien hjælper virksomhederne med at rekruttere medarbejdere uden for EU, men aftalen kan ikke gøre det alene. Der er brug for en tilbagevenden til de seneste årtiers reformkurs.

I denne uge er der kommet gode bud på nye reformer. Både Radikale og Konservative har fremlagt 2030-planer, som sætter nye reformer på dagsordenen, og senest er Venstre kommet med et reformudspil, der øger gevinsten ved at arbejde.

Det er vigtige skridt i den rigtige retning. Når der er udsigt til mangel på arbejdskraft, så langt øjet rækker, så er der brug for, at reformpolitikken igen bliver top-of-mind på Christiansborg.

Bragt i Børsen den 22. august 2022. 

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE