Beskæftigelse

Lavere pensionsalder vil svække den langsigtede holdbarhed

• Print
• Del
• Tilmeld nyhedsbrev

Dansk økonomi har et godt udgangspunkt med stærke offentlige finanser. Men det nationa-le kompromis om dansk sikkerhedspolitik svækker det ellers gode udgangspunkt, idet de øgede udgifter til forsvar alene finansieres gennem større underskud. Det nationale kompromis svækker dermed også grundlaget for, at Pensionskommissionen kan anbefale at lempe leve-tidsindekseringen af folkepensionsalderen. Selv mindre svækkelser af velfærdsforliget fra 2006 vil indebære en betydelig svækkelse af de offentlige finanser på længere sigt.

Udsigt til lang periode med underskud på de offentlige finanser

Med det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik lempes budgetloven, og i en kommende 2030-plan vil regeringen forventeligt sigte efter et underskud på 0,5 pct. af BNP i 2030. Det vil markant forværre den såkaldte ”hængekøjeudfordring” sammenlignet med et forløb, hvor regeringen sigter efter balance i 2030, jf. figur 1. Hængekøjeudfordringen dækker over, at man ser ind i en lang periode med offentlige underskud de næste omkring 30 år. Det nationale kompromis gør både hængekøjen dybere og længere, og man kan se ind i en periode fra omkring 2035 til 2050, hvor man bryder budgetlovens nye lempede underskudsgrænse på 1 pct.af BNP.

I regeringens forståelsespapir er det klart beskrevet, at der skal sigtes efter balance på de offentlige finanser i 2030, hvorfor det er det relevante sammenligningsgrundlag.   

Lempeligere indeksering af folkepensionsalderen vil forlænge perioden med underskud yderligere

Pensionskommissionen skal afdække virkningerne af en lempeligere levetidsindeksering efter 2040. Selv små ændringer i levetidsindekseringen af folkepensionsalderen vil have betydelige negative virkninger på de offentlige finanser og arbejdsudbud på længere sigt. Når det nationale kompromis og lempelsen af budgetloven svækker de offentlige finanser, svækker det med andre ord også det økonomiske grundlag for at lempe levetidsindekseringen af folkepensionsalderen.

For eksempel vil et forslag om at holde andelen af livet på folkepension konstant fra 2040 og frem yderligere forlænge og forværre perioden med underskud på de offentlige finanser, jf. tabel 1. Efter 2025 vil man se ind i en periode på 35 år med underskud og først omkring 2060 vil der igen være balance eller overskud på de offentlige finanser. Hvis levetidsindekseringen afskaffes fra 2040 eller 2045, vil den finanspolitiske holdbarhed ikke længere være holdbar, men decideret uholdbar.

Holdbarhed er ikke råderum

Trods store offentlige underskud og stigende gæld i en lang periode er holdbarheden af de offentlige finanser fortsat positiv i ovenstående scenarier på grund af, at store offentlige overskud efter 2060 nedbringer den offentlige gæld igen. Den positive vurdering af de offentlige finanser er med andre ord baseret på, at der skal komme gode tider om 30-40 år.

Den såkaldte holdbarhedsindikator er populært sagt Finansministeriets test af om dansk økonomi hænger sammen, hvis man holder fast i de nuværende samfundsstrukturer i al fremtid. Uændrede samfundsstrukturer er ikke nødvendigvis et godt skøn for, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Af antagelser på centrale områder kan fremhæves udviklingen i arbejdstiden i fremtiden, afvandringen fra arbejdsmarkedet og graden af sund aldring i befolkningen. Hvis arbejdstiden fx falder, vil det svække holdbarheden. Det samme gælder, hvis afvandringen fra arbejdsmarkedet før pensionsalderen bliver væsentligt større, end det allerede er antaget i fremskrivningerne. Vurderingen af finanspolitikkens holdbarhed kan dermed ændres væsentlig, efterhånden som ny viden giver anledning til justeringer af antagelserne bag fremskrivningerne.

Derudover er stor usikkerhed omkring hvilke udfordringer, der venter i fremtiden. Ingen havde forudset COVID-19-pandemien eller krigen i Ukraine.

Samtidig kan der komme nye politiske ønsker om en lang række andre udgiftskrævende tiltag såsom en mere ambitiøs klimaindsats, styrket sundhedsvæsen og styrket ældrepleje. Det vil lægge et betydeligt pres på de offentlige udgifter og hermed også den finanspolitisk holdbarhed.

Den enorme usikkerhed i Finansministeriets fremskrivning betyder, at holdbarheden på offentlige finanser ikke kan fortolkes som et råderum, som politikerne frit kan disponere over til deres politiske ønsker. Af samme grund er det også uklogt at disponere den positive holdbarhed på forkant til lempeligere levetidsindeksering af pensionsalderen.

Det er omvendt sund og ansvarlig økonomisk politik at værne om den positive holdbarhed, som der aktuelt er på de offentlige finanser. Det vil give dansk økonomi et manøvrerum og en reserve, så der er finanspolitiske muskler til at håndterer de udfordringer, som venter hen ad vejen.

Efterhånden som man kommer længere hen i forløbet og der bliver større sikkerhed omkring de offentlige overskud efter 2060, så bør man lempe finanspolitikken i form af øgede udgifter eller lavere skatter, idet det selvfølgelig ikke er hensigt, at den offentlige sektor over tid opbygger en stor og stadig voksende nettoformue.

Det er i beregningerne lagt til grund, at der er et politisk ønske om, at udgifterne til den offentlige sektor skal følge velstandsudviklingen og udviklingen i demografi.