Mangel på medarbejdere er Danmarks største uløste udfordring

Beskæftigelse

Mangel på medarbejdere er Danmarks største uløste udfordring

Debatindlæg

Danske virksomheder kunne ansætte tusindvis af flere medarbejdere og øge skatteindtægter og væksten i samfundet væsentligt, hvis der var flere hænder og hoveder på arbejdsmarkedet.

Af administrerende direktør Jacob Holbraad

Ledigheden er rekordlav. De seneste tal viser en ledighed på 2,5 pct. svarende til 72.000 personer. Det er det laveste niveau siden 1974 bortset fra nogle få måneder i 2008.

Virksomhederne sukker efter medarbejdere, som kan bidrage til at skabe mere vækst i Danmark, sikre større skatteindtægter og dermed fastholde et stærkt velfærdssamfund. Danmark kan mere, men det kræver, at politikerne tager skeen i den anden hånd.

Statsministeren annoncerede i sin nytårstale, at regeringen ville finde løsninger og indkaldte til forhandlinger. Men alt for lidt er sket. I stedet er løsningerne sandet til i et mudret spil mellem rød og blå blok, hvor gensidige beskyldninger har afløst lysten til at finde løsninger.

Resultatet er, at vi muligvis efter næste folketingsvalg kan se frem til nogle justeringer, som slet ikke er i nærheden af at løse udfordringerne.

Den seneste rekrutteringssurvey fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at vi kunne have mere end 70.000 flere ansatte, hvis virksomhederne kunne få fat i medarbejdere med de rette kvalifikationer.

I DA har vi blandt andet foreslået, at det skal være lettere at ansætte internationale medarbejdere. Det er et forslag, som burde være fuldstændig ukontroversielt, når vi står i et økonomisk opsving med mangel på medarbejdere.

Der er blevet modargumenteret med, at vi blot kan ansætte alle ledige, og at vi bør bruge flere ressourcer på uddannelse. Heldigvis ser vi også, at flere langtidsledige og personer på kanten af arbejdsmarkedet kommer i job til stor gavn for dem selv og samfundet.

I DA har vi blandt andet samarbejdet med Danske Handicaporganisationer om at få flere med handicap i arbejde. De gode takter, som er i gang, håber vi naturligvis fortsætter. Men vi kommer ikke ned på 0 procents ledighed - det kan man aldrig - og mange af de ledige, som stadig er tilbage, er enten såkaldt søgeledige, som er ledige i en kort periode mellem job, eller personer, som ikke har de rette kvalifikationer.

Og selv om samfundet har fokus på at uddanne flere, så tager det stadig over tre år at uddanne en sosu-assistent, så vi kommer for eksempel ikke til at løse den akutte udfordring med mangel i omsorgssektoren med uddannelse lige nu.

Det er en stor skam, at der ikke er reel politisk kompromisvilje til at finde løsninger på manglen på medarbejdere. Det betyder, at vi mister vækst, skatteindtægter og i sidste ende muligheder for at investere i vores samfund. Det sker næsten dagligt, at virksomheder må opgive at ansætte medarbejdere, siger nej til ordrer eller sender arbejdet til udlandet. Potentialet for at løfte velstanden i hele landet er enormt, hvis vi tager fat på løsninger i dag fremfor i morgen.

Inden for et års tid skal vi have folketingsvalg. Temaerne vil blive mange, men i DA mener vi, at vi skal have mere fokus på, hvordan vi tjener penge i stedet for kun på, hvordan vi bruger dem. Flere medarbejdere på danske virksomheder vil sikre, at vi fortsat kan investere i samfundet, og det burde være i alles interesse.

Debatindlægget blev bragt i Finans den 25. maj 2022.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE