Produk­ti­vi­tets­ud­vik­ling i den offent­lige sektor er lav og halter efter den private sektor

Beskæftigelse

Produk­ti­vi­tets­ud­vik­ling i den offent­lige sektor er lav og halter efter den private sektor

Debatindlæg

Der er et stort potentiale for at effektivisere arbejdsgangene i store dele af den offentlige sektor, lyder det fra DA's cheføkonom.

Skrevet af Anders Borup Christensen, cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening.

For nyligt kom formanden for regeringens reformkommission, økonomiprofessor Nina Smith, med en dyster melding for det danske velfærdssamfund.

Hun ser flere tendenser, som svækker holdbarheden af dansk økonomi og sætter de offentlige velfærdsydelser under pres. Nina Smith peger blandt andet på, at antallet af offentligt ansatte ikke er fulgt med antallet af brugere, og at kommende generationer vil have stigende forventninger til velfærdsydelserne.

Det er relevante problemstillinger. Men Nina Smith griber i sit indlæg ikke fat om nældens rod. Den rigtige diagnose på dét, som presser velfærdssektoren, er nemlig, at produktivitetsudviklingen i den offentlige sektor er lav og halter efter den private sektor.

Private virksomheder er gode til at nytænke og automatisere processer, gribe digitale muligheder og outsource løntunge, manuelle dele af produktionen. Der er ikke de samme muligheder for at outsource og automatisere i den offentlige sektor på en række af de store velfærdsområder som f.eks. ældrepleje og børnepasning.

Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke er et stort potentiale for at effektivisere arbejdsgangene i store dele af den offentlige sektor. Det var også Produktivitetskommissionens klare konklusion tilbage i 2013. Men her ti år senere er der ikke sket det store. I kommissionens rapport blev der peget på store produktivitetspotentialer i, at mindre effektive kommuner eller regioner blev lige så effektive som de mest effektive sammenlignelige kommuner eller regioner. Alene på folkeskoleområdet kunne det frigive over 5 mia. kr.

I den private sektor sikrer konkurrencen om kunderne et løbende fokus på at øge produktiviteten. Samme mekanisme har man ikke i den offentlige sektor. Det kræver politiske tiltag, hvis man skal realisere det produktivitetspotentiale, som Produktivitetskommissionen pegede på.

Det drejer sig blandt andet om øget offentligt-privat samarbejde, mere konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver, øget fokus på ledelse og styring efter fastsatte mål samt mindre bureaukrati.

Derfor er det også glædeligt, at SVM-regeringen har fremlagt et regeringsgrundlag med ambitioner på netop disse områder. Der skal blandt andet sættes ind for at øge borgernes frie valg, styrke samarbejdet mellem den private og offentlige sektor, begrænse antallet af statslige og lokale tilsyn og kontrolopgaver samt mindske mængden af dokumentation.

Øget produktivitet er nøglen til, at kvaliteten i den offentlige service kan fastholdes trods flere brugere – uden at der nødvendigvis bruges flere penge eller ansættes flere hænder.

Siden slutningen af 2019 er den offentlige beskæftigelse steget markant med 39.000. Og antallet af offentligt ansatte er fortsat med at stige de seneste måneder. Det er ikke en holdbar udvikling, og det haster med, at regeringen får styr på den offentlige beskæftigelse. Et skærpet fokus på øget produktivitet i den offentlige sektor er et oplagt sted at starte

Bragt i Børsen den 6. februar 2023.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE