Beskæftigelse
Ingen grund til at skrive de økonomiske lærebøger om
1. maj 2023
Debatindlæg
Det er ikke overraskende, at reformer målrettet svagere grupper på arbejdsmarkedet har større effekt i perioder med konjunkturfremgang. Men resultatet kan altså ikke generaliseres.
Af Anders Borup Christensen, cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening.
I sidste uge kunne man i avisen her læse om et nyt studie fra Rockwool Fondens Forskningsenhed (RFF), hvor man i artiklen konkluderede, at arbejdsmarkedsreformer virker bedst i perioder med høj efterspørgsel og gode konjunkturer, og endvidere at reformer gennemført i lavkonjunkturer kan have negative effekter på længere sigt.
Det strider imod det økonomiske grundprincip om, at øget arbejdsudbud på sigt fører til en tilsvarende øget beskæftigelse. Det er et grundprincip, som har præget de seneste 20-30 års reformpolitik i Danmark og som er omdrejningspunktet i Finansministeriets regneprincipper.
Men det er for tidligt at lægge princippet i graven.
For det første er der overvældende historisk evidens for denne sammenhæng på længere sigt.
For det andet kan den nye forskning ikke bruges til at drage en generel konklusion om arbejdsmarkedsreformer i bred forstand.
Forskerne fra RFF bruger indførelsen af starthjælpen til flygtninge i 2000’erne som et eksempel på, at effekten af reformer afhænger af efterspørgslen på arbejdskraft. Her finder de, at flygtninge i højere grad kom i beskæftigelse, hvis de var bosat i kommuner med høj efterspørgsel efter ufaglært arbejdskraft, end hvis de var bosat i kommuner med lav efterspørgsel.
Et resultat som giver god mening. Men med til historien hører, at flygtninge normalt har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Så det er ikke overraskende, at reformer målrettet svagere grupper på arbejdsmarkedet – som f.eks. flygtninge – har større effekt i perioder med konjunkturfremgang. Men resultatet kan altså ikke generaliseres.
At sige at den langsigtede virkning af arbejdsmarkedsreformer generelt er tæt knyttet til timingen i forhold til konjunkturerne holder ikke.
Et eksempel på en reform, som blev gennemført med modvind fra konjunkturerne, er dagpengereformen fra 2010, hvor dagpengeperioden blev afkortet fra 4 til 2 år, som også omtales i artiklen.
Finansministeriet skønnede i forbindelse med reformaftalen, at 2-4.000 personer ville opbruge deres dagpengeret, når reformen var fuldt indfaset. En hurtig indfasning af reformen betød dog, at markant flere ledige opbrugte deres dagpengeret i de efterfølgende år.
Men nu viser tal fra Beskæftigelsesministeriet, at der de seneste fem år i gennemsnit var ca. 2.500 personer, som opbrugte deres dagpengeret. Så de strukturelle effekter har vist at holde stik, selvom reformen blev gennemført i en lavkonjunktur.
Derfor hopper kæden af, når RFF også fremhæver dagpengereformen fra 2010, som eksempel på, at reformer kun virker i opsvingsperioder. For erfaringerne viser netop, at den langsigtede virkning ikke blev påvirket af konjunktursituationen.
Selvfølgelig er det mest ideelt at implementere reformer, når der er fremgang i økonomien, så reformen får en god start. Men at sige at den langsigtede virkning af arbejdsmarkedsreformer generelt er tæt knyttet til timingen i forhold til konjunkturerne holder ikke. Så heller ikke denne gang er der brug for at skrive de økonomiske lærebøger om. De holder stadig.
Kommentar bragt i Børsen den 1. maj 2023.