EU og international
DA: Fire myter om social dumping
25. maj 2019
Debatindlæg
Her på falderebet inden europaparlamentsvalget 26. maj er der fire sejlivede myter, der skal gøres op med
Lige om lidt går vi til valg. Og nej, her tænker jeg ikke på "valget". Jeg tænker på det der EU-noget, som du måske har glemt alt om. Afstemningen, der har stået godt og grundigt i skyggen af folketingsvalget. Valget, hvor vi skal beslutte os for, hvem vi sender til Bruxelles for at repræsentere Danmark de næste fem år.
For der er unægtelig brugt flere timer over kaffebordene og forsider i dagspressen på de kommende 179 folketingsmedlemmer, end der er brugt på de 13 danskere, der skal sidde i Europa-Parlamentet.
Men nu handler det som bekendt ikke kun om kvantitet. Vi skal også have blik for kvaliteten. Men også her har EU-debatten desværre ladet en del tilbage at ønske. Måske netop fordi at valgkampen fylder mindre på danskernes og mediernes radar, har den også været præget af både uklarheder og usandheder.
Det har været myternes valgkamp. Og det har det særligt, når det handler om spørgsmålet om den påståede sociale dumping. Jeg vil derfor, her på valgkampens faldereb, tillade mig at slå et par tykke pæle gennem fire af de mest sejlivede myter om den sociale dumping i Danmark.
Myte 1: Udlændinge arbejder under elendige forhold i Danmark
Den første myte har – desværre – et meget reelt ophav. For vi har jo set skrækeksemplerne. Vi har set billederne fra Padborg, hvor filippinske chauffører arbejdede under uforsvarlige og dybt kritisable forhold.
Men var Padborg udtryk for et udbredt, samfundsmæssigt problem? Har vi et Padborg-eksempel i hver dansk provinsby? Eller var det et isoleret, broddent kar? Undtagelsen, der bekræfter reglen?
Det er lykkeligvis det sidste, der er tilfældet. Sandheden er, at det ubestridelige flertal af udlændinge i Danmark arbejder under gode og ordnede forhold – og i praktisk talt ligeså stort omfang som deres danske kollegaer på overenskomst.
På den halvdel af det private arbejdsmarked, der er organiseret under Dansk Arbejdsgiverforening, er det hele 85 procent af samtlige udlændinge, der er omfattet af en overenskomst. For danskere er andelen 87 procent. På hele arbejdsmarkedet er det 74 procent af udlændingene, der har overenskomst, mens det gælder 83 procent af danskerne.
Der er altså ikke nævneværdig forskel på, hvor mange danskere og udlændinge, der arbejder under overenskomst. Den danske fagbevægelse er næsten ligeså ofte er med til at fastsætte lønnen, arbejdsmiljøet og ansættelsesvilkårene for udlændinge, som de er for danskere.
Der er en specifik gruppe, der ofte fokuseres på, når der snakkes social dumping: de udstationerede medarbejdere. Det vil sige udlændinge, der er sendt til Danmark for at løse opgaver på vegne af en udenlandsk virksomhed. Disse skulle efter sigende presse de danske løn- og ansættelsesvilkår i særligt høj grad.
Hvad man imidlertid og meget belejligt glemmer at nævne er, at der her er tale om en meget, meget begrænset gruppe. I 2018 var der cirka 6.000 fuldtidspersoner udstationeret i Danmark. Det svarer til 0,25 procent af den samlede beskæftigelse. Altså 1 af 400.
Selv hvis man valgte at ignorere det faktum, at disse medarbejdere ligeså vel kunne være bankmænd som brolæggere, så er selve tanken om, at en medarbejder vejer så tungt, at han kan underminere arbejdsvilkårene for de resterende 399, ganske enkelt absurd.
Endelig har vi i Danmark også allerede en lang række regler, der giver fagbevægelsen meget stærke værktøjer til at opsøge de udstationerede og kræve, at de skal have overenskomster. Og det lykkes fagbevægelsen faktisk med i stor stil.
Og skulle de udenlandske virksomheder alligevel stikke af fra regningen, ja, så har vi endda for nyligt også lavet en fond, der dækker de efterladte udlændinges lønkrav.
Udlændinge i Danmark arbejder med andre ord under gode og ordnede forhold – præcist som deres danske kollegaer. Der findes selvfølgelig brodne kar. Men dem har vi værktøjerne til at tage os af.
Myte 2: Østeuropæere får langt lavere løn end danskere
Det er ofte østeuropæerne, der bliver syndebukken i fortællingen om den sociale dumping. Men også her gælder det, at hvis vi løfter blikket for skrækeksemplerne og kigger på, hvad de rent faktisk tjener – ja, så er der ikke meget at sætte en finger på.
Vi har i DA netop offentliggjort en dugfrisk analyse, der viser, at der praktisk talt ingen forskel er på lønnen for danskere og østeuropæere blandt vores medlemsvirksomheder. Hvis de laver det samme, og de arbejder det samme sted, så får de også det samme i løn.
Lønnen for den danske medarbejder er knap tre kroner højere end den typiske løn på virksomheden, mens lønnen for den østeuropæiske medarbejder også er en smule højere end den typiske løn. Vi har altså en gennemsnitlig lønforskel på under tre kroner Og der er ikke nævneværdige forskelle fra branche til branche.
Hvis det er omfanget af den påståede løndumping, så er det mildest talt blæst ud af proportioner.
Myte 3: Udenlandske virksomheder bryder reglerne og underbyder de danske på løn og arbejdsvilkår
Det er ikke kun udenlandske lønmodtagere, der står for skud, når myterne om social dumping rulles ud. Det gør de udenlandske virksomheder også. Men heller ikke her er der meget i virkelighedens verden, der bekræfter den generelle fortælling.
Igen er der selvfølgelig brodne kar. Men de er isolerede, og udvikling går kun i den rigtige retning – de udenlandske virksomheder opfører sig pænere og pænere. Og det kan vi faktisk takke fagbevægelsen, Arbejdstilsynet, Politiet og Skat for. De bliver stadigt bedre til at komme ud og finde de virksomheder, der ikke opfører sig ordentligt. Det er en succes. En succes, de kan være stolte af.
Vi har et register for udenlandske tjenesteydere (det såkaldte 'RUT'), som virksomhederne har pligt til at registrere sig i, når de er i Danmark. Det gør de i stor stil – og endda i stadigt stigende grad.
Også når det handler om arbejdsmiljøet, går udviklingen i den rigtige retning. Andelen af udenlandske virksomheder, der får alvorlige arbejdsmiljøreaktioner fra Arbejdstilsynet, er med 1,4 procent mere end halveret fra 2013 til 2018.
Myte 4: EU-borgere er en byrde for det danske velfærdssamfund
Endeligt er der den udprægede myte om, at europæere skulle lægge det danske velfærdssamfund til last. Myten om velfærdsturisten, der udnytter det gavmilde danske velfærdssystem, bliver fortalt igen og igen.
Her er der ikke blot tale om en overdrivelse. Der er i bedste fald en usandhed – i værste fald en løgn.
Vores velstand er direkte afhængig af EU-borgernes bidrag til statskassen og det danske arbejdsmarked.
De cirka 122.000 fuldtidsbeskæftigede EU-borgere, der arbejder i Danmark, udgør knap 6 procent af den samlede beskæftigelse i Danmark. Sammen med borgere fra EØS-landene og Schweiz bidrager de med omkring fire milliarder kroner årligt til de offentlige finanser. Det svarer til 20.000 kroner per person. Og det er vel at mærke, efter at der er fratrukket udgifter til børnepasning, skolegang, lægebesøg og andre træk på de offentlige udgifter.
Europæernes bidrag til den danske velstand kan dårligt overdrives. Og det gælder både nord-, syd-, øst-, vest-, og centraleuropæerne. En beskæftiget person fra de nye central- og østeuropæiske EU-lande bidrager ifølge Finansministeriet i gennemsnit til at øge vores BNP med 630.000 kroner per fuldtidsperson.
Det svarer til, at de alt i alt boostede vores BNP med 42 milliarder sidste år. Det var 1,9 procent af Danmarks samlede BNP i 2018. Og hvis vi tager europæerne som én samlet gruppe, var tallet cirka dobbelt så stort: 81 milliarder kroner. Alene i 2018. Det er altså ikke et helt ubetydeligt bidrag til den danske velstand.
Der er med andre ord rigtig mange gode grunde til, at vi ikke skal hoppe med på fortællingen om massiv social dumping. Mange gode grunde til, at vi skal være taknemmelig for vores europæiske kollegaer. Grunde til, at vi ikke skal frygte dem.
Samtidig er der også få brodne kar, der giver anledning til bekymring. De skal selvfølgelig håndteres. Men de skal ikke overdrives. Desværre er det ofte det sidste, de brodne kar, der hæfter sig stærkest i erindringen. Men når det sker, er det vores opgave at minde os selv og hinanden om noget så kedeligt som de tørre tal.
Ellers risikerer vi blot endnu et valg, hvor det bliver myterne, der fører vores hånd, når krydset skal sættes på søndag.
Bragt i Altinget 25. maj 2019