Nej til statistik for statistikkernes egen skyld

EU og international

Nej til statistik for statistikkernes egen skyld

Artikel

Implementeringsrådet fortsætter det gode arbejde med nye anbefalinger til regeringen om tidlig interessevaretagelse i EU. Indsatsen er afgørende for at sikre, at danske inte-resser afspejles i ny EU-lovgivning, og at virksomhederne ikke pålægges unødvendige byrder. Senest i forbindelse med et forslag om dataindsamling til Eurostat.

På årets første møde i Implementeringsrådet tirsdag den 5. marts 2019 blev medlemmerne bl.a. enige om, at der skal laves tidlig interessevaretagelse over for EU’s statistikorganisation Eurostat. Det skyldes, at Eurostat overvejer at udvide dataindsamlingen i deres statistikker om løn- og medarbejderomkostninger til at omfatte langt flere virksomheder. Det kan medføre betydelige administrative byrder for virksomheder med færre end ti ansatte.

- Lønstatistikkerne er et vigtigt redskab, men det er også vigtigt, at vi ikke lægger unødvendige byrder på de mindre virksomheder. Eurostat laver i dag statistik om løn- og medarbejderomkostninger baseret på oplysninger for virksomheder, som har 10 eller flere ansatte. Det nuværende grundlag er fuldt ud tilstrækkeligt til at lave statistik på et overordnet europæisk niveau, siger Lars Knudsen, statistikchef i Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

- Eurostat skal ikke lave statistik for statistikkens men for brugernes skyld. Fra Eurostat har vi brug for statistik, der beskriver et overordnet europæisk arbejdsmarked, og ikke detaljerede statistikker, der når ud i en hver afkrog, fortsætter Lars Knudsen.

Implementeringsrådet har nu taget hul på en ny treårig periode med de seneste anbefalinger til regeringen. - Det er meget positivt, at Implementeringsrådet fortsætter sit arbejde med at rådgive regeringen og sikre, at danske virksomheder ikke pålægges strengere krav end virksomheder i andre EU-lande. Det kræver bl.a., at vi udøver tidlig interessevaretagelse fra dansk side. Derudover skal vi også sørge for, at man ikke overimplementer EU-lovgivning i Danmark. Netop de ting har rådet opnået gode resultater med, og nu ser vi frem til at fortsætte indsatsen, siger Christiane Miβlbeck-Winberg, europapolitisk chef i DA.

Læs mødereferat og de seneste anbefalinger fra Implementeringsrådet her.

Læs mere om

EU OG INTERNATIONAL