EU og international

EU-direktiv om mindsteløn vil svække den danske model

Pressemeddelelse

EU-Kommissionens forslag til direktiv om mindsteløn kan betyde, at Folketinget bliver tvunget til at blande sig i, hvordan arbejdsmarkedets parter forhandler løn i Danmark. Forslaget vil dermed kraftigt svække den danske arbejdsmarkedsmodel.

Et nyt forslag til direktiv om mindsteløn kan betyde, at den danske model bliver alvorligt svækket. Selvom Kommissionen har prøvet at indrette direktivet, så det respekterer den danske model, er det desværre ikke lykkedes. Både Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening er meget kritiske over for det fremlagte forslag.

- Det er meget alvorligt, at Kommissionen har fremlagt et forslag, som griber ind i den danske aftalemodel. Vi har en yderst velfungerende model, hvor de, som er tættest på arbejdsmarkedet, forhandler løn og vilkår uden politisk indblanding. Forslaget vil netop åbne døren for politisk indblanding, og jeg vil – sammen med fagbevægelsen og regeringen – gøre, hvad jeg kan for, at dette forslag ikke bliver vedtaget i sin nuværende form, siger Jacob Holbraad.

- Vi har sagt fra starten - og det er fortsat vores holdning - at EU skal respektere den undtagelse, der er i Traktaten, og undlade at lovgive om lønforhold. Det er et skråplan, man her bevæger sig ind på. Vi værdsætter, at Kommissionen har søgt at imødekomme vores bekymringer - men vi føler os ikke betrygget af det vi læser. Vi har peget på andre metoder til at løse problemerne med, at mange ikke kan leve af deres løn. Det kan godt gøres uden at lave EU-lovgivning om løn, som vi vil bekæmpe med næb og klør, siger Lizette Risgaard, formand for FH.

Læs mere om

EU OG INTERNATIONAL