Integration

Ikke-vestlige indvandrere er overrepræsenteret på offentlig forsørgelse

Artikel

Indvandrere fra ikke-vestlige lande er langt oftere på offentlig forsørgelse end etnisk danske borgere. Kommunerne bærer et centralt ansvar for, at indvandrere kommer ud på arbejdsmarkedet.

Ikke-vestlige indvandrere fylder markant mere på offentlige ydelser end etnisk danske borgere. Selvom ikke-vestlige udgør ca. 8 pct. af befolkningen i den erhvervsaktive alder, er godt 14 pct. af alle offentligt forsørgede af ikke-vestlig herkomst. I mange tilfælde kan der være tale om indvandrere, der udover ledighed kan have sprogvanskeligheder, og på andre måder ikke er integreret i det danske samfund.

Et job er erfaringsmæssigt et vigtigt første skridt til at blive integreret i Danmark. Når så mange indvandrere står uden beskæftigelse, så risikerer det danske samfund med andre, at en væsentlig del af indvandrerne i Danmark reelt står udenfor samfundet.

Det er særligt på enkelte ydelser, at ikke-vestlige er væsentligt overrepræsenteret. Det gør sig bl.a. gældende for kontanthjælp, hvor 34 pct. af samtlige kontanthjælpsmodtagere har ikke-vestlig baggrund. Ligeledes er 15 pct. af førtidspensionister ikke-vestlige, mens det samme er gældende for 13 pct. af dagpengemodtagerne.

Mens der de seneste år er sket væsentlige ændringer af indsatsen overfor nytilkomne flygtninge, så har integrationen af de gamle indvandrere i langt højere grad stået i stampe. Eksempelvis ændrede DA, LO og regeringen med trepartsaftalen om integration i 2016 flygtninges modtagelse i jobcentrene, så de som udgangspunkt vurderes som jobparate. Fra marts 2016 til marts 2018, er andelen af jobparate flygtninge på integrationsydelse steget fra 5 pct. til godt 70 pct. I samme periode er andelen af ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp, som har været i Danmark i længere tid, ligget stabilt omkring 20 pct. Blandt etniske danske borgere på kontanthjælp, er ca. 30 pct. vurderet jobparate.

Arbejdet ligger i kommunerne

Kommunernes beskæftigelsesindsats er en vigtig faktor for, om indvandrere og flygtninge kommer i arbejde. Forskningen viser, at der entydigt er beskæftigelsesindsatser, som virker bedre end andre. Det gælder eksempelvis for sanktioner, hvor en analyserapport fra KORA (nu VIVE) konkluderer klart, at brug af flere og hårdere sanktioner får ledige hurtigere i arbejde.

De mange forskelligartede indsatser og prioriteringer giver udslag i kommunernes evne til at hjælpe indvandrere og flygtninge i job. Hvis alle kommuner havde samme andel ikke-vestlige indvandrere i beskæftigelse, som de kommuner med højest beskæftigelse, ville der være ca. 29.000 flere ikke-vestlige indvandrere i beskæftigelse. Det svarer til en halvering af beskæftigelsesgabet mellem danskere og ikke-vestligere indvandrere.

Ikke-vestlige indvandrere overrepræsenteret på offentlig forsørgelse

ikke-vestlige overrepraesenteret.PNG

Læs mere om

INTEGRATION