Integration

2.000 indvandrere får kontanthjælp uden at mødes med kommunen

DA Analyse

Omkring 2.000 ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp har ikke mødtes med kommunen i over et halvt år. Knap hver syvende ikke-vestlige kontanthjælpsmodtager får derved ydelse uden fremmøde i perioden.

Der er klar evidens for, at løbende samtaler med jobcenterets sagsbehandler får en kontanthjælpsmodtager hurtigere i arbejde. Det styrker bl.a. de lediges motivation og gør det muligt for kommunen at sikre sig, at kontanthjælpsmodtageren bevæger sig i retning af et job. Alligevel har en stor gruppe kontanthjælpsmodtagere meget begrænset kontakt til kommunen.

I alt 2.000 ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp har slet ikke været til samtale på jobcenteret i et halvt år. Ikke-vestlige indvandrere er samtidig markant overrepræsenteret blandt kontanthjælpsmodtagere, der ikke mødes med kommunen. Af alle ikke-vestlige indvandrere, som har modtaget kontanthjælp i den målte periode, har 14 pct. slet ikke været til samtale hos kommunen det seneste halve år.

Blandt kontanthjælpsmodtagere med dansk herkomst er problematikken andelsmæssigt ca. halvt så stor.

 

Der eksisterer også en gruppe af kontanthjælpsmodtagere, som ikke har haft samtale på jobcenteret i et helt år. Det gælder 800 ikke-vestlige indvandrere og 500 danskere, svarende til henholdsvis 6½ pct. og 1½ pct. af den målte gruppe af danske og ikke-vestlige kontanthjælpsmodtagere.

 

Kommunerne er i Lov om Aktiv Beskæftigelsespolitik forpligtet til at afholde mindst fire samtaler årligt med jobparate og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Fra 1. januar 2020 slækkes kravet, så kommuner kun skal afholde opfølgende samtaler, når de vurderer, at det er nødvendigt.

Læs mere om

INTEGRATION