Integration

»Når Norge har dobbelt så stor en andel af sine flygtningekvinder i job, som vi har, så peger pilen ikke kun på kvinderne. Den peger også på systemet«

Debatindlæg

Ud af i alt 24.000 ikke-vestlige kontanthjælpsmodtagere er kun ca. 2.000 af dem reelt i gang med at søge arbejde. Vi mangler en vigtig del af integrationsdebatten.

Der er normalt i integrationsdebatten meget fokus på den enkelte indvandrer, på hans ophav og på, hvad han har gjort galt, siden han ikke er integreret.

Det er selvfølgelig godt med fokus på den enkeltes ansvar, ligesom det også er relevant for os som samfund at forstå, hvordan kultur, religion og meget andet spiller ind på integration. Men. Hvis vi stirrer os blinde på indvandreren og glemmer det system, han som klient er en del af, så stiller vi en forkert diagnose af, hvorfor integrationen i alt for mange tilfælde ikke finder sted.

Indlægget blev bragt i Politiken 27. december 2019.

Lad mig komme med et eksempel. Vi har en væsentlig udfordring med at få kvindelige nytilkomne flygtninge i job. Faktisk forholder det sig sådan, at mens omkring hver anden mandlig flygtning er i job efter tre års ophold i Danmark, så er det samme kun tilfældet for hver femte kvinde.

Det velkendte faktum, at kvinderne er længere væk fra arbejdsmarkedet, har også fyldt en del i debatten. Der har især været fokus på, hvordan kvindernes kultur og tro gør, at man kan stå over for en meget svær opgave med at få dem i job.

Det, der til gengæld ikke har fyldt meget, er, at man i Norge og Sverige får markant flere flygtningekvinder i job end herhjemme. I Norge var omkring 60 pct. faktisk i job efter 8 år mod ca. 30 pct. i Danmark.

Det er selvsagt en særlig udfordring, når flygtninge kommer hertil fra lande, hvor kvinder typisk ikke arbejder eller har længere uddannelser. Men erfaringerne fra Norge viser, at det tydeligvis ikke en umulig opgave. Hvilket man ellers kan foranlediges til at tro, hvis man følger den danske debat.

Når Norge har dobbelt så stor en andel af sine flygtningekvinder i job, som vi har, så peger pilen ikke kun på kvinderne. Den peger også på systemet.

Hvorfor taler vi ikke mere om, hvor det danske beskæftigelsessystemet fejler? Hvor socialrådgiveren tager misforstået hensyn til flygtninge, der ikke kan overskue et job? Eller hvorfor nogle kommuner spurter ud ad integrationsmotorvejen med 160 km/t., mens andre nærmest har givet op på forhånd?

De flygtninge, vi modtager, kommer jo grundlæggende fra lande uden et offentligt socialt system, hvor man er vant til at skulle forsørge sig selv. Hvorfor forsørger så mange så ikke sig selv, når de er i Danmark?

En af forklaringerne ligger ligefor: Frem for at integrere indvandrerne i samfundet integrerer vi dem i systemet.

For nogle år siden udførte Skanderborg Kommune en undersøgelse blandt sine nytilkomne flygtninge. Da flygtningene ankom til kommunen, mente 78 pct. af dem, at det var deres eget ansvar at blive integreret. Efter et år i kommunen mente ingen, at det var deres eget ansvar. Ingen. Nej, nu var det i stedet systemets ansvar.

Problemet stopper ikke her. Hvis du som ikkevestlig indvandrer først ryger ind i kontanthjælpssystemet, er der en overvejende risiko for, at du bliver parkeret. Lad mig prøve at vise problemet med tal.

I 2018 var der ca. 24.000 ikkevestlige indvandrere på kontanthjælp. Men kun en fjerdedel af dem fik af kommunen at vide, at de var jobparate. Ca. 6.000 ikkevestlige kontanthjælpsmodtager skulle derfor søge job.

Danmarks Statistik laver løbende undersøgelser af danskernes arbejdsliv og ledighed. Af den undersøgelse fremgår det, at 2 ud af 3 ledige ikkevestlige indvandrere siger, at de enten ikke er aktivt jobsøgende eller ikke ønsker job.

Så ud af de 6.000 kontanthjælpsmodtagere, der skal søge job, er det kun ca. 2.000, der gør det. Det svarer altså til, at ud af de i alt 24.000 ikkevestlige kontanthjælpsmodtagere var kun ca. 2.000 reelt i gang med aktivt at søge arbejde.

Hvor er den folkelige debat om, hvorfor det kun er under hver tiende indvandrer på kontanthjælp, der aktivt er ude at søge job? Og hvor er kritikken af det system, der lader det ske?

Tilbage til kontanthjælpsmodtagerne: Som læser undrer du dig sikkert over, hvad systemet så gør med alle dem, der ikke skal søge arbejde. Når flertallet får at vide, at de først er klar til at arbejde, efter at de har været igennem en ’indsats’ fra kommunen, så betyder det vel, at indsatsen er intensiv og effektiv, så de hurtigst muligt er klar til job? Men nej. Det er ikke tilfældet.

Mærkatet ’aktivitetsparat’, som de resterende kontanthjælpsmodtagere får, er nemlig ikke ensbetydende med, at de så får aktivering. Som Dansk Arbejdsgiverforening forleden kunne fortælle, fik 4 ud af 10 ikkevestlige indvandrere ingen aktivering overhovedet i hele 2018. Med andre ord blev godt 14.000 af de 24.000 ikkevestlige kontanthjælpsmodtagere ikke udsat for nogen nævneværdig aktiv indsats.

Og selv hvis indsatsen endelig nåede de ikkevestlige indvandrere, så svarede det blot til ganske få timer om ugen. På trods af at folk i denne gruppe for eksempel generelt taler dårligt dansk, fik de i gennemsnit, hvad der svarer til 10 minutters danskundervisning. Om ugen.

I sidste ende har man som ledig selv et ansvar for at finde et arbejde. Men det bør ikke overraske nogen, at så få indvandrere forlader kontanthjælpssystemet, når de 1) får en ekstremt begrænset indsats, 2) som hovedregel ikke møder kravet om at søge job og 3) ikke mærker konsekvenserne, når de bryder reglerne.

Man behøver ikke nødvendigvis dele deltagere i integrationsdebatten op i ’strammere’ og ’slappere’. For uanset hvilke overordnede perspektiver man har på indvandringen, må der kunne findes enighed om, at vi skal have et integrationssystem, der fungerer. Ikke for at fratage nogen ansvaret. Men fordi vi i Danmark selvfølgelig skal have høje forventninger til indvandrere og flygtninge. Både for flygtningenes, indvandrernes og samfundets skyld.

Vi skal have ambitioner på deres vegne. Og det bør hele integrationssystemet naturligvis også afspejle.

Hvis vi vil ændre systemet, skal vi sådan set i fællesskab ’bare’ beslutte at gøre det. Men for at nå dertil skal vi huske den gode og sunde systemkritik. Den gode nyhed er nemlig, at systemer kan ændres – og med det kan integrationen blive langt bedre.

Læs mere om

INTEGRATION