Integration

Sådan gøres indvandreres kæmpe jobsucces endnu større

Debatindlæg

Det er positivt, at flere og flere ikkevestlige indvandrere kommer i arbejde. Men selvom det går den rigtige vej, er der stadig et stort potentiale i at få endnu flere ud på arbejdsmarkedet.

Af Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i DA

Flere og flere ikkevestlige indvandrere kommer i job. I 2021 var 63 pct. af indvandrere med ikkevestlig baggrund i arbejde, mens det kun var 58 pct. i 2020. Det er en kæmpe succes, at flere kan forsørge sig selv og bidrage på arbejdsmarkedet. Men selv om det går den rigtige vej, er potentialet stadig stort. Faktisk kunne vi få 51.000 flere i job, hvis ikkevestlige indvandrere havde den samme beskæftigelsesgrad som danskere.

Den lave beskæftigelse betyder, at kommunerne og staten går glip af en potentiel økonomisk gevinst på mere end 12 mia. kr. ved lavere udgifter til forsørgelse og højere skatteindtægter. Hertil kommer gevinsten for de fremtidige generationer. I dag er beskæftigelsen ikke meget højere for efterkommere end indvandrere. Men hvis det kan lykkes at få forældrene i job, er sandsynligheden for at deres børn også kommer i arbejde større.

IGU er en blanding af de bedste integrationspolitiske redskaber, der er på hylderne

Det er derfor meget positivt, at regeringen har en klar ambition om at mindske gabet mellem danskere og ikkevestlige i arbejde. Det er et ambitiøst mål, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA, red.) støtter. Regeringen lægger bl.a. op til at forbedre og udvide integrationsuddannelsen, IGU, som blev etableret i 2016 ved en trepartsaftale.

Tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har med god grund kaldt ordningen “et integrationspolitisk guldæg”. Ordningen kombinerer lønnet arbejde med faglig opkvalificering og sproguddannelse til flygtninge, som mangler en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er en blanding af de bedste integrationspolitiske redskaber, der er på hylderne. I DA vil vi gerne udvide ordningen, så flere bliver omfattet.

Det kan være flygtninge og indvandrere, som har været her i længere tid, men stadig ikke har fundet vej til arbejdsmarkedet, og det kan være personer, der er ældre end den nuværende aldersgrænse. Samtidig bør det være nemmere for både IGU-eleven og virksomhederne at finde relevante kurser og kompetenceudvikling på andre sprog, ligesom vi skal finde en løsning på at reducere fraværet.

Der er nok af tage fat på og mindst 51.000 gode grunde til at gøre det. Utallige undersøgelser har slået fast, at arbejde er den bedste integration. Vi er klar til at tage fat og finde løsninger sammen med regeringen og fagbevægelsen, som styrker beskæftigelsen – både til gavn for samfundet, men i sær ift. familierne, hvor fast arbejde og højere indtægt vil betyde bedre fremtidsmuligheder.

Debatindlægget blev bragt i Børsen den 1. februar 2023.

Læs mere om

INTEGRATION