Løn og ansættelse

Aftale om aflønning er ikke monopol til 3F

Debatindlæg

I følge indlægget her i avisen fra ITD (brancheorganisation for den danske vejgodstransport) for nylig giver DA og FH's forslag til at løse udfordringen med aflønning af udenlandske chauffører et monopol til 3F.

Det er naturligvis lodret forkert. Det forslag, vi har fremsat, vil ikke stille krav om, at nogen virksomhed skal være omfattet af en bestemt overenskomst. Det står i dag og vil fremover stå virksomhederne - udenlandske som danske - helt frit for, om de vil lade sig omfatte af overenskomst. Og hvis de vil være omfattet af overenskomst, kan de vælge en hvilken som helst - også ITD's.

Aftalen stiller til gengæld krav om, at de udenlandske chauffører, når de kører ture, der starter og slutter i Danmark, skal have overenskomstmæssig løn. Vores aftale siger, at de udenlandske vognmænd skal sikre deres chauffører den mindsteløn, som de danske overenskomster i transportbranchen har.

Lønnen fremgår af transportoverenskomsterne mellem 3F og henholdsvis Dansk Industri og Dansk Erhverv Arbejdsgiver, som dækker cirka 85 procent af medarbejderne i den danske transportbranche.

Men der er altså ikke noget krav om, at man skal være omfattet af overenskomsten.  Når vi i denne sag anbefaler lovregulering, er det, fordi den danske model over for international transport ikke kan gøre brug af den almindelige værktøjskasse. Normalt er DA stærk modstander af lovgivning omkring løn, men international transport er en særlig udfordring.

Den danske model bygger på, at forbundene kræver overenskomst. Men det har de ikke mulighed for, hvis udenlandske vognmænd kun udfører kortvarige ture i Danmark som led i international transport. Derfor kræver det, at vores overenskomster i denne særlige situation understøttes af lovgivning.

Det kunne være interessant at høre, hvordan ITD vil sikre, at vi ikke i fremtiden ser sager som den, vi så sidste efterår med filippinske chauffører, der arbejdede under kummerlige forhold?

Hvis ITD har et bedre forslag, ville det have været oplagt at fremlægge det under arbejdet i Padborgudvalget, som ITD selv var en del af. Men vi hører naturligvis gerne stadig om det.

Bragt i Jyllands-Posten 10. september 2019.

Læs mere om

LØN OG ANSÆTTELSE