Løn og ansættelse

Vi har fået ny ferielov

Artikel

Den 1. september 2020 træder en ny ferielov i kraft. Med den nye ferielov optjener medarbejderen ferie og holder ferie i det samme år - også kaldet samtidighedsferie. En særlig overgangsordning skal sikre, at både medarbejdere og virksomheder kom-mer bedst muligt ind i det nye feriesystem.

Overgangsordningen fra nuværende til ny ferielov

Overgangsordningen betyder, at optjeningsåret 2019 er blevet forkortet med fire måneder, så det løber fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019. Medarbejderen optjener i den periode 16,64 feriedage. Samtidig er ferieåret, hvor disse dage skal afholdes tilsvarende forkortet, så det løber fra 1. maj 2020 – 30. september 2020. Fra den 1. september 2020 træder samtidighedsferien i kraft.

 

Samtidighedsferie – den mest markante ændring i  den nye ferielov

Den mest markante ændring er, at  der i den nye ferielov indføres samtidighedsferie. Det betyder, at alle medarbejdere optjener og afholder ferie i samme år, modsat i dag hvor ferie først optjenes i et kalenderår og skal holdes i følgende år.

Mange af de principper, som gælder i dag, føres videre. Det gælder f.eks. varsel af ferie, at der fortsat er 25 feriedage om året, og at feriepengene udbetales enten som feriegodtgørelse på 12,5 procent eller som ferie med løn og et ferietillæg på 1 procent.For at sikre, at medarbejderen når at optjene tilstrækkeligt med feriedage til at opretholde det feriemønster, de har i dag som f.eks. sommerferie, efterårsferie, juleferie og vinterferie, bliver ferieåret fra den 1. september 2020 skubbet, så ferieåret går fra til september til august i stedet for fra maj til april. Medarbejderen vil i alt optjene fem ugers ferie på 12 måneder fra 1. september til følgende 31. august. Perioden, hvor medarbejderen kan holde ferien, er dog forlænget til 16 måneder – det vil sige helt frem til 31. december.

Feriepenge ”fryses inde”

De fem ugers feriepenge, som medarbejderen optjener efter den gamle ferielov fra 1. september 2019 til 30. august 2020, skal ”fryses inde.” Denne ferie holdes ikke, men udbetales først til medarbejderen, når medarbejderen forlader arbejdsmarkedet og f.eks. går på pension. På den måde reducerer man virksomhedernes likviditetstab og undgår samtidig, at medarbejderen har dobbelte ferierettigheder, når den nye ferielov træder i kraft. Virksomheder, der ikke afregner feriepenge til FerieKonto, kan vælge - mod en forrentning-  at beholde de indefrosne midler, indtil medarbejderen forlader arbejdsmarkedet. Disse feriepenge må ikke udbetales til medarbejderen. En ny fond vil administrere ordningen og informere virksomhederne om betaling, når medarbejderen forlader arbejdsmarkedet.

Faktaboks

Ferieåret 2019-2020

Hvis en lønmodtager har optjent ferie i optjeningsåret 2018, vil lønmodtageren kunne afholde 25 feriedage, helt som vedkommende plejer i ferieåret fra 1. maj 2019 – 30. april 2020 efter den gamle ferielov.

Forkortet optjeningsår 2019

Optjeningsåret 2019 er forkortet, så det løber fra 1. januar 2019, og indtil den 31. august 2019. I den periode optjener lønmodtageren 16,64 dage (svarende til 2,08 dage pr. måned) efter den gamle ferielov, som afholdes i det tilsvarende forkortede ferieår, som løber fra 1. maj 2020 – 31. september 2020.

Sommeren 2020

I sommeren 2020 har medarbejdere således optjent ret til 3 ugers ferie (16,64 dage), men dette skal også alene dække et forkortet ferieår (1. maj – 31. september 2020). Medarbejderne vil i perioden også kunne afholde overført ferie fra tidligere ferieår. Virksomheder og medarbejdere, der drøfter afholdelse af mere end 3 ugers ferie i 2020, skal altså måske allerede i 2019 sig, overveje, hvorledes der er tilstrækkelig med dage til rådighed f.eks. med overført ferie eller feriefridage. Virksomheder, der vil bruge kollektive ferielukninger, skal ligeledes være opmærksomme på, at optjeningen af ferie er kortere.

Start på samtidighedsferie

Fra den 1. september 2020 træder den nye ferielov i kraft og lønmodtagerne begynder fra denne dato at optjene ret til samtidighedsferie med 2,08 dage om måneden. Det betyder, at en lønmodtager den 1. oktober 2020 har ret til at afholde 2,08 feriedage, den 1. november 2020 (medmindre der er afholdt ferie i oktober) kan afholde 4,16 feriedage osv.

Virksomhedens øvrige udfordringer lige nu

Hvis virksomheden har andre generelle eller individuelt aftalte fridagsordninger, som ikke hviler på kollektive overenskomster, bør virksomheden overveje, hvorledes disse passer med overgangen og den nye ferielov.

Fra 1. september 2019 træder endvidere nye indberetningsregler til Feriepengeinfo i kraft, som enten virksomheden selv eller dens lønbureau skal vær klar til at håndtere, herunder om nye skatteafregningsregler. Se mere om det på virk.dk. Det er først i september 2021, at virksomheden, skal afgøre, om den vil beholde disse feriepenge til lønmodtagerens pensionering. 

Læs mere om

LØN OG ANSÆTTELSE