Løn og ansættelse

Det kønsopdelte arbejdsmarked er en hæmsko for ligestillingen

Artikel

Med mange kvinder på arbejdsmarkedet i Danmark har vi et godt grundlag for ligestillingen. Men arbejdsmarkedet er stadig præget af kønsopdeling og fordomme om kvindefag og mandefag. Det skal vi væk fra og i højere grad fokusere på den enkeltes interesser og talenter.

I dag fejrer vi 8. marts – kvindernes kampdag. Og selvom vi er kommet langt med ligestillingen, er der stadig områder, som vi bør fokusere på.

I Danmark er en meget høj andel af kvinder aktive på arbejdsmarkedet – faktisk ligger Danmark nummer 1 i forhold til kvinders erhvervsdeltagelse. Det er et rigtig godt udgangspunkt for ligestillingen.

Men det danske arbejdsmarked er også stærkt kønsopdelt. Mænd og kvinder grupperer sig fortsat forskelligt på tværs af sektorer, brancher, fag og uddannelser. Og det er stadig mest almindeligt, at Sara vælger et job som sygeplejerske frem for murer, og at Mikkel ser sig selv som slagter og ikke SOSU-assistent.

Det kønsopdelte arbejdsmarked er en udfordring. Det begrænser den enkeltes mulighed for at udfolde sit talent på en den bedst mulige måde, hvis en væsentlig del af arbejdsmarkedet – den del, der domineres af det andet køn – på forhånd opleves som udelukket.

Det er også et problem for arbejdsgiverne og samfundet generelt. Hvis dygtige medarbejdere af kønsmæssige årsager afholder sig fra at søge bestemte uddannelser, så får virksomhederne ikke den bedste talentmasse, og det gør os som samfund fattigere.

Der er allerede i dag mangel på faglært arbejdskraft på visse områder af arbejdsmarkedet, og forventningen er, at det vil fortsætte. Flere af disse områder både i den private og offentlige sektor er præget af en ensidig kønsfordeling, og den manglende diversitet og dynamik giver et dårligt udgangspunkt for at håndtere flaskehalse på arbejdsmarkedet.

Lad os få de gode rollemodeller frem i lyset, så unge vælger job efter interesse. Så vi ser, at begge køn kan vælge et utraditionelt fag og klare sig rigtig godt på arbejdsmarkedet.

Læs mere om

LØN OG ANSÆTTELSE