Løn og ansættelse
Politikerne skal holde fingrene langt væk fra løn
31. oktober 2022
Debatindlæg
Politikernes lyst til at blande sig i løndannelsen kan få særdeles uheldige konsekvenser for det danske arbejdsmarked
Af Jacob Holbraad, adm. direktør i DA
Som varm fortaler for den danske model på arbejdsmarkedet må jeg desværre konstatere, at denne valgkamp har udviklet sig i særdeles trist retning. Der går dårligt en dag, hvor et parti ikke lufter planer for, hvordan udvalgte grupper af offentligt ansatte skal have milde gaver i form af løntillæg. Det foreløbige lavpunkt var Socialdemokratiets udspil, hvor det nuværende regeringsparti både på kort og lang sigt vil diktere, at der tilføres ekstra penge til udvalgte offentlige faggrupper. Og vel at mærke penge, som kommer oven i de lønstigninger, som medarbejderne vil opnå ved de løbende overenskomstforhandlinger.
Det er et frontalangreb på den danske model, når statsministeren vil blande sig så direkte i lønudviklingen, som normalt hører hjemme i direkte forhandlinger mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. Det princip har tjent det danske arbejdsmarked og dansk økonomi virkelig godt i mange år, og det er trist, at Socialdemokratiet gambler med det for at byde over andre partier i valgkampen. Hvem vil fremover tage overenskomstforhandlinger seriøst og stemme for ansvarlige forlig, hvis man kan få mere i lønposen ved at henvende sig til politikerne på Christiansborg?
Lad mig benytte lejligheden til at gøre op med en udbredt misforståelse, som Socialdemokratiet, flere andre partier og sågar dele af fagbevægelsen desværre er begyndt at abonnere på. Nemlig, at det er i tråd med den danske model, hvis man blot i trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter aftaler, hvordan politikernes afsatte lønmidler specifikt skal deles ud til hvilke faggrupper. Men arbejdsgivere og lønmodtagere kan ikke på den måde bruges som gummistempel for, at politikerne blander sig i lønforhold. Tværtimod hviler den danske model på to grundlæggende principper, som begge undergraves ved den form for politisk indblanding, som Socialdemokratiet med flere lægger op til.
Det første princip er, at det udelukkende er arbejdsgivere og lønmodtagere, som forhandler løn med hinanden, hvor begge parter kan komme med sine ønsker og forhåbentlig nå et fornuftigt resultat. Det andet princip er, at det er de konkurrenceudsatte private erhverv, som lægger niveauet for lønudviklingen i Danmark, og derefter får andre private grupper og hele det offentlige arbejdsmarked samme lønudvikling. Det sker blandt andet ved hjælp af reguleringsordningen, som sikrer balance mellem lønnen i den private og den offentlige sektor.
Det kan godt virke som en teknisk diskussion, hvor vi kan beskyldes for, at vi hellere vil bevare et system end løse de reelle udfordringer. Men der er en for alle danskere helt håndgribelig grund til, at vi råber vagt i gevær: Den offentlige sektor må aldrig blive lønførende – som vil blive konsekvensen, hvis Socialdemokratiets udspil bliver til virkelighed – fordi det uundgåeligt vil smitte af på de private virksomheder. Det er meget uheldigt, fordi vi dermed skader de danske virksomheders konkurrenceevne over for udlandet. Og hvis de private virksomheder ikke kan klare sig i den internationale konkurrence, rammer det også det grundlæggende fundament for, at danskerne fortsat kan være et af de rigeste folkefærd i verden, og at vi har råd til en god offentlig sektor. Det hele kan jo kun finansieres ved, at de private virksomheder tjener penge og har ansatte, som tjener løn og betaler skat.
I Dansk Arbejdsgiverforening er vi helt enige i, at vi skal have en velfungerende offentlig sektor og ikke mindst et godt sundhedsvæsen. Det er virksomhederne og deres ansatte også helt afhængige af. Vi er også med på, at der er alvorlig mangel på nogle faggrupper i det offentlige. Men det er altså en alvorlig udfordring på rigtig mange områder både i den private og offentlige sektor, og derfor er det ikke en holdbar løsning at starte en lønkonkurrence ved at uddele ekstra løntillæg til særlige grupper. Mangel på arbejdskraft løses ved, at politikerne gennemfører reelle og omfattende reformer, som kan få flere mennesker ud på det danske arbejdsmarked. Til gavn for både den offentlige og den private sektor. Og så kan parterne ved overenskomstforhandlingerne på det offentlige område vælge at prioritere de grupper, som der er størst mangel på, frem for andre.
Kære politikere, I er simpelthen nødt til at modstå fristelsen til at blande jer i løndannelsen på det danske arbejdsmarked. Lige nu bevæger I jer i et minefelt, som kan få særdeles uheldige konsekvenser for det danske arbejdsmarked og dermed for Danmark. Og det er en kortsigtet stemmegevinst ved et folketingsvalg slet ikke værd.
Debatindlægget blev bragt i Børsen den 31. oktober 2022.