Overenskomst og arbejdsret
Coronakrisen har vist styrken ved den danske model
5. oktober 2020
Debatindlæg
I Danmark er vi vant til at være uenige fagbevægelse, regering og arbejdsgivere imellem. Men vi er tilsvarende gode til at lave aftaler, som gavner virksomheder, medarbejdere og hele vores land.
Af Jacob Holbraad, administrerende direktør i DA, Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation og Peter Hummelgaard (S), beskæftigelsesminister.
Da coronakrisen ramte Danmark, blev det endnu engang understreget, at vi har en unik model for at løse udfordringer i Danmark. Vi har en lang og stærk tradition for, at arbejdsmarkedets parter tager ansvar, og finder sammen med regeringen for at finde fælles løsninger.
Vi så det, da vi på rekordtid fik en lønkompensation op at stå, som reddede i tusindvis af danske arbejdspladser. Vi har set det i forbindelse med aftalen om arbejdsfordeling, som også vil holde hånden under job, som stadig er ramt af coronakrisen. Og senest har vi lavet en aftale, som betyder, at forældre med hjemsendte børn kan få barselsdagpenge, indtil barnet igen kan komme i skole eller daginstitution.
De trepartsaftaler, vi har indgået, har vist sig at være en effektiv medicin til at behandle coronakrisen på arbejdsmarkedet. Modsat mange andre lande er de fleste i Danmark omfattet af overenskomster, som er forhandlet mellem lønmodtagernes og arbejdsgivernes organisationer. Derfor kan vi på vegne af medarbejdere og arbejdsgivere forhandle med hinanden samt politikerne for at lande samfundsforbedrende aftaler. Det betyder, at Danmark har et ekstra gear at køre i, både, når det skal gå stærkt, og når det kommer til at lande aftaler, som er bredt funderet. Det viser styrken i modellen, at vi kan rykke hurtigt, når verden flytter sig hurtigt.
Midt i skåltalerne og opbakningen er det også vigtigt at huske på, at modellen kun er stærk, så længe den har opbakning fra medlemsvirksomheder og fagforeninger
Vi husker alle tilbage til marts, hvor Danmark blev lukket ned. Ingen vidste, hvor mange virksomheder, der ville lukke, og hvor mange mennesker, der ville miste deres job. På rekordtid indgik vi en aftale med politikerne om lønkompensation. Ordningen blev i flere runder forlænget gennem nye trepartsaftaler.
Vi stod i en lignende situation sidst i august. Ordningen for lønkompensation udløb. Vi aftalte, at når der kun er job til f.eks. fire i stedet for seks medarbejdere på arbejdspladsen, så kan vi undgå fyringer ved i en midlertidig periode at dele arbejdet.
I den rigtige retning
Men det er ikke kun, når krisen banker på, og økonomien får røde tal, at den danske model viser sit værd. I de senere år har vi indgået en lang række trepartsaftaler, som skridt for skridt har rykket det danske arbejdsmarked i den rigtige retning både set fra lønmodtagers og arbejdsgivers side. Det har handlet om integration af flygtninge, erhvervsuddannelser, praktikpladser, arbejdsmiljø og andre områder, hvor vi har været med til at løse væsentlige samfundsudfordringer.
Men midt i skåltalerne og opbakningen er det også vigtigt at huske på, at modellen kun er stærk, så længe den har opbakning fra medlemsvirksomheder og fagforeninger. Vi kan kun finde løsninger, hvis vi fortsat repræsenterer et bredt udsnit af virksomheder og medarbejdere. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat arbejder for, at virksomheder og medarbejdere kan se værdien af at være organiserede og af de løsninger, som kommer ud af forhandlingslokalet. Desuden er det samtidig essentielt, at der fra politisk side er stor opbakning til modellen. Lovgivning skal ikke styre alt. Områder, som har med arbejdslivet på arbejdsmarkedet at gøre, skal aftales mellem parterne. Det er de fleste i det danske Folketing heldigvis med på, men når vi kommer uden for landets grænser, er forståelsen ikke altid til stede. EU-Kommissionen arbejder f.eks. i disse år med en række forslag, som blandt andet går ud på at fastsætte fælles regler for blandt andet mindsteløn og andre forhold, som i Danmark bliver reguleret i overenskomsten. Her har vi endnu en fælles opgave i at forsvare og forklare den danske model.
I Danmark er vi vant til at være uenige fagbevægelse, regering og arbejdsgivere imellem. Men vi er tilsvarende gode til at lave aftaler, som gavner virksomheder, medarbejdere og hele vores land. Det gør vi ikke kun ved trepartsbordet. Det sker hver eneste dag landet rundt. Det er den danske model - lokalt og nationalt.