Overenskomst og arbejdsret
Der findes ingen kvindefag eller mandefag
8. marts 2020
Debatindlæg
Udgangspunkt er godt, når vi taler ligestilling i Danmark. Så hvor skal vi sætte ind, hvor vi skal gøre mere på ligestillingsfronten?
Af Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening
Udgangspunkt er godt, når vi taler ligestilling i Danmark. Vi har fat i den lange ende på flere områder. Mænd og kvinder har lovgivningsmæssig ligestilling. Og der er lige adgang til både uddannelser og arbejdsmarked.
Det betyder ikke, at vi bare skal læne os tilbage og slappe af. Og tænke at alle udfordringerne er løst. Men hvor skal vi egentlig sætte ind, hvis vi skal gøre mere på ligestillingsfronten? Skal vi gøre noget i forhold til lønforskellen mellem mænd og kvinder? Antallet af kvinder, der arbejder i den offentlige sektor? Antallet af mænd, der arbejder i den private? Forskellen på mænd og kvinder i bestyrelser og på ledelsesgangene?
Vi skal det hele. Vi skal nemlig rette blikket mod det, der skaber forskellene. En af de store årsager er, at unge kvinder og unge mænd i det store hele stadig klumper sig sammen på specifikke uddannelser. Det handler – meget groft sagt - om, at unge kvinder vælger omsorgsfag. Velfærdsfag. Den offentlige sektor. Unge mænd vælger de mere tekniske fag. Fysisk arbejde. Håndværksfag. Matematik. Økonomi. Den private sektor.
De valg har konsekvenser. Selvfølgelig for det enkelte unge menneske. Men også for de tal og statistikker, som vi alle sammen sidder og kigger på. Og som specielt her i dagene omkring kvindernes internationale kampdag flyver rundt i medierne. Produktet af de forskellige uddannelsesvalg er det, vi kalder det kønsopdelte arbejdsmarked. Og det er en af de store faktorer, når vi taler ligestilling i Danmark.
Derfor er det her, vi kan sætte ind med størst effekt, hvis vi skal gribe fat om nældens rod. Men hvad gør vi så ved det? Hvordan griber vi det an?
Ansvaret ligger hos flere parter. Og derfor skal indsatsen også spille på flere tangenter
Vi skal udfordre os selv. Allesammen. For ansvaret ligger hos flere parter. Og derfor skal indsatsen også spille på flere tangenter.
Arbejdsgiverne har selvfølgelig et ansvar. Det tager vi på os. I Dansk Arbejdsgiverforening driver vi f.eks. ordningen Åben Virksomhed. Ideen er at skabe en stærkere forbindelse mellem børn og unge og virksomhederne. Gennem projektet kan skolelærere finde flyvefærdige undervisningsforløb, der foregår på virksomhederne. Målet er, at vi sammen kan inspirere flere børn og unge – både piger og drenge – og give dem lyst til og mod på at vælge en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse inden for det tekniske eller naturvidenskabelige område.
I byggesektoren arbejder man også målrettet for at få flere kvinder ind i fagene. Det sker bl.a. gennem Byggeriets Kvinderåd og projektet Boss Ladies. Derudover har man lignende tiltag i andre sektorer.
Kønsneutral tankegang
Vi skal også have staten i spil, når det handler om uddannelsesvejledning. Her vil jeg vove at påstå, at der stadig er en tendens til, at flertallet af drenge og piger bliver vejledt i de klassiske retninger. At Mads f.eks. ender med at blive vejledt i retning af en uddannelse som murer eller f.eks. bygningskontruktør, og at Mia f.eks. bliver vejledt i retning af en sygeplejerskeuddannelse eller et andet omsorgsjob. Den offentlige sektor skal med andre ord have fokus på at tænke kønsneutralt i sit møde med unge mennesker.
Vi skal også selv – hver især og alle sammen – på banen. En af de største faktorer for, hvilken uddannelse unge mennesker ender med at vælge er familien. Mor og far. Og hvad de gjorde dengang, de selv skulle vælge uddannelse, og hvad de gør i dag i arbejdslivet. Det betyder, at du – kære læser – og jeg også er med til at levere løsningen.
Kultur og normer - ikke love og regler
Det handler om kultur og normer. Ikke love og regler. Hvem bliver hjemme fra arbejde, når barnet er sygt? Hvem prioriterer at give den en skalle på jobbet, når der er brug for det? Hvem tager skole-hjem-samtalerne? Og hvem undværer i sidste ende familietid i weekenden eller om aftenen for at give den gas og klatre op ad karrierestigen? Det skal vi udfordre og være bevidste om. Både hjemme i privaten, men også på arbejdspladserne som ledere og medarbejdere. Forandringerne starter med os selv.
Det handler ikke om at presse nogen i en retning, de ikke vil. Det handler om at huske at minde alle børn og unge om, at der er mange forskellige veje at gå. Alle skal trække i samme retning. Målet er enkelt: Vores børn og unge mennesker skal vide, at der ikke er nogen uddannelse, der er særlig velegnet til piger eller drenge. At der ikke er noget, der hedder typiske kvindefag og mandefag. Eller klassisk kvindearbejde og mandearbejde.
Det hedder bare en uddannelse, et fag og et arbejde.