Overenskomst og arbejdsret

TREPARTSAFTALE GIVER BEDRE MULIGHEDER FOR AT PASSE CORONA-RAMTE BØRN

Pressemeddelelse

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en trepartsaftale om midlertidige barselsdagpenge til forældre med hjemsendte børn, som er påvirket af corona.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er klar med en hjælpende hånd til forældre, der er udfordret i forhold til at passe børn, som er hjemsendt i forbindelse med coronavirus. En ny trepartsaftale giver mulighed for, at forældre kan få dagpenge efter barselsloven, indtil deres børn kan vende tilbage til skole eller institution, hvis en række betingelser er opfyldt.

En af betingelserne er, at ingen af barnets forældre har mulighed for hjemmearbejde, og at de ikke har omsorgsdage og afspadsering, de kan bruge til pasning af deres børn. Hvis barnet er konstateret smittet med covid-19, skal forældrene desuden havde opbrugt barns 1. og 2. sygedag.

Aftaleparterne er derudover enige om at opfordre til, at der udvises fleksibilitet på virksomhederne, når medarbejderes børn er påvirket af coronasmitte eller er hjemsendte. Det forventes, at ordningen træder i kraft 1. oktober

Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad udtaler:

- Vi er i en situation, hvor mange forældre er ekstra udfordret i forhold til at passe børn, som er hjemsendte fra skole eller institution. Jeg er glad for, at vi har kunnet finde sammen om en aftale, som sikrer, at forældre kan få dagpenge i en kortere periode.

- Det er vores erfaring, at man i langt de fleste tilfælde kan aftale sig frem til gode løsninger på de enkelte virksomheder på dette område. Men nu har vi indgået en aftale, hvor vi sikrer, at der er en løsning i de tilfælde, hvor både virksomheder og medarbejdere har opbrugt øvrige muligheder for at tage fri eller være hjemme.

Læs mere om

OVERENSKOMST OG ARBEJDSRET