Uddannelse og kompetencer

Tiltrængt økonomisk pusterum til erhvervsuddannelserne

Pressemeddelelse

Regeringen og Dansk Folkeparti er i dag blevet enige om at fritage erhvervsskolerne for omprioriteringsbidraget fra næste år og frem. Det styrker erhvervsskolerne og giver dem et tiltrængt økonomisk pusterum. Men det må ikke ske på bekostning af de gode forslag i regeringens erhvervsuddannelsesudspil, siger adm. dir. Jacob Holbraad.

Som led i finanslovsforhandlingerne er regeringen og dets støtteparti i dag blevet enige om at sløjfe det stærkt omdiskuterede omprioriteringsbidrag for erhvervsskolerne. Det betyder, at skolerne i de kommende år bliver fritaget for årlige besparelser på 2 pct.

Jacob Holbraad, adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), glæder sig over beslutningen:

- Omprioriteringsbidraget og færre elever på erhvervsskolerne presser skolernes økonomi. Det er vigtigt, at skolernes undervisning sker med et højt kvalitetsniveau. De skal fx have tidsvarende udstyr, der matcher arbejdsmarkedets stigende automatisering og digitalisering. Fritagelsen for omprioriteringsbidraget giver derfor skolerne et tiltrængt økonomisk pusterum. Det er vigtigt, for vi skal have flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. siger Jacob Holbraad.

Må ikke ske på bekostning af nye initiativer

Sideløbende med finanslovsforhandlingerne, pågår der også forhandlinger om en erhvervsskolepakke. Her har regeringen blandt andet lagt op til, at der skal tilføres erhvervsskolerne flere midler, så de kan løfte en række nye initiativer, der på forskellig vis vil styrke erhvervsuddannelserne.

Jacob Holbraad lægger vægt på, at fritagelsen for omprioriteringsbidraget ikke må ske på bekostning af de nye initiativer:

- Regeringen præsenterede med sit erhvervsuddannelsesudspil en lang række gode initiativer, der kan styrke kvaliteten af erhvervsuddannelserne. De tiltag er stadig nødvendige, og dagens beslutning må ikke ske på bekostning af det generelle løft af uddannelserne. Der skal ikke tages med den ene hånd og gives med den anden, siger Jacob Holbraad.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER