EuroSkills skal få flere unge til at se erhvervsuddannelserne som et solidt uddannelsesvalg

Uddannelse og kompetencer

EuroSkills skal få flere unge til at se erhvervsuddannelserne som et solidt uddannelsesvalg

Artikel

EuroSkills bidrager til at skabe faglig stolthed om erhvervsuddannelserne. Håbet er, at det vil få flere til at vælge en vej som faglært.

EM for elever på erhvervsuddannelserne – sådan kan man også beskrive EuroSkills. Det er en stor begivenhed, hvor op mod 700 elever fra 30 europæiske lande deltager. I løbet af konkurrencens tre dage dyster de unge inden for 35-40 forskellige fag.

Vi kan måske møde Martin, der med murerskeen solidt plantet i hånden bygger en rundbue. Giovanni, der øver sig i at klippe den perfekte page, eller Abigail, der fremtryller en fuldmoden cheddar af lækre, lokale råvarer.

Det er mit håb, at begivenheden vil inspirere danske og europæiske unge til at kigge mod erhvervsuddannelserne, når de vælger karrierevej.

EuroSkills 2024 sætter fokus på erhvervsuddannelserne og viser det høje faglige niveau, som eleverne på de danske erhvervsuddannelser har. Den store begivenhed vil også sætte en tyk streg under erhvervsuddannelsernes bidrag til den grønne sektor. Her har hele 45 pct. af de beskæftigede en erhvervsuddannelse.

De erhvervsuddannede har en helt afgørende rolle i forhold til at skabe stærke produktions- og servicefag i Danmark, mener administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad.

”Med EuroSkills på dansk grund får vores unge talenter en unik mulighed for at vise dansk kvalitet og danske kompetencer frem for hele Europa. Det er mit håb, at begivenheden vil inspirere danske og europæiske unge til at kigge mod erhvervsuddannelserne, når de vælger karrierevej”.

EuroSkills er en vigtig begivenhed, der retter opmærksomheden mod de mange spændende erhvervsuddannelser , og de muligheder det giver at være god til sit fag.

”EuroSkills er med til at sætte fokus på erhvervsuddannelserne. Og alle de muligheder en erhvervsuddannelse giver. Danmark har brug for dygtig faglært arbejdskraft, så det er vigtigt, at både forældrene og de unge ser en erhvervsuddannelse som et fornuftigt og fremtidssikret uddannelsesvalg”, siger Jacob Holbraad.

EuroSkills bliver afholdt hvert andet år. Senest i Budapest i september 2018. Her deltog 12 danske deltagere. De opnåede tre sølvmedaljer, en bronzemedalje og to specielle udmærkelser kaldet ’Medaillons of Excellence’.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER