Uddannelse og kompetencer

DA: Reform af ungdomsuddannelser skal sikre alternativer til det almene gymnasium

Pressemeddelelse

Den direkte vej til erhvervsuddannelserne efter grundskolen skal bevares, og den nye uddannelse, EPX, skal have høj praksisfaglig kvalitet, så det bliver et reelt alternativ til det almene gymnasium.

Regeringen har netop præsenteret udspillet ”Forberedt på fremtiden V - Flere i gymnasiet”. Det sker på baggrund af, at der de senere år har været en tendens til, at mange unge ikke kommer i gang med en kompetencegivende uddannelse efter gymnasiet. Samtidig er der sket et markant fald i søgningen til erhvervsuddannelserne blandt de 18-24-årige. Derfor er DA enig i behovet for nye tiltag på uddannelsesområdet, siger DA’s administrerende direktør, Jacob Holbraad:

- Regeringen er kommet med et interessant udspil, og der er ingen tvivl om, at der er tale om en meget stor reform, der blandt andet har potentiale til, at flere får øje på de gode muligheder i erhvervsuddannelserne. Det er rigtigt set, at der er behov for mere praksisfaglig læring, som skaber varieret og motiverende undervisning. Og det er også positivt, at man vil sætte fokus på andre uddannelsesveje end at vælge det almene gymnasium pr. automatik.

For at den nye ungdomsuddannelse, EPX, skal blive en succes, er det afgørende, at den ikke bliver gymnasium-light, men et attraktivt alternativ med tydeligt praksisfagligt indhold af høj kvalitet. Det stiller betydelige krav til uddannelsens værkstedsfaciliteter, undervisernes kompetencer og samarbejdet med andre uddannelser.

Selvom der er flere gode overvejelser i regeringens udspil, er der også elementer, der kræver yderligere overvejelser. Regeringen lægger op til, at det fremover kun for udvalgte grupper, eller efter en personlig samtale med skolen, skal være muligt at påbegynde en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen. Det vækker bekymring hos DA’s administrerende direktør, Jacob Holbraad.

- Det er bekymrende, at regeringen vil begrænse den direkte adgang til erhvervsuddannelserne efter grundskolen. Denne vej bliver valgt af 20 procent af en ungdomsårgang i dag, så begrænsningerne vil ramme en stor gruppe unge. Det er målrettede og motiverede elever, og det er vigtigt, at vi ikke laver bøvl og barrierer, som skaber unødige omveje for dem.

Desuden lægger regeringen op til, at den kommunale 10. klasse afskaffes. Denne elevgruppe forsvinder dog ikke, uanset om 10. klasse afskaffes, og de vil fortsat have behov for det faglige og sociale løft, som 10. klasse giver. Ellers kan det føre til frafald og lavere kvalitet på EPX og erhvervsuddannelserne. Dette er helt centralt at have for øje i udviklingen af konkrete tilbud til denne gruppe.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER